3XN designer arena i OL-park 47 år efter legene

Et stadion til banecykel er blevet revet ned, og nu er danske arkitekter valgt til at skab en arena til basketball og ishockey.
Byggeriet går snart i gang af multiarenaen. Visualisering: 3XN.
Byggeriet går snart i gang af multiarenaen. Visualisering: 3XN.

Den nye multiarena

  • 62.500 m2 bruttoetageareal
  • Plads til op til 11.500 tilskuere
  • Tre overdækkede skøjtebaner
  • Underjordisk garage under arenaen med 220 pladser (derudover er der ca. 4000 parkeringspladser i Olympiaparks parkeringsområde)
  • Ca. 1000 business-pladser
  • 11 loger med ca. 156 pladser
  • Fanshops
  • Kontorer og konferencelokaler

I 1972 ramte de olympiske lege München. I den forbindelse skabte man München Olympiapark, hvis faciliteter siden er brugt til sport og mange andre kulturarrangementer.

Nu skal der så bygge en ny arena i Olympiapark, og det bliver med danske 3XN som arkitekter. Basketballmestrene FC Bayern Basketball og de tyske ishockeymester fra Red Bull München skal bruge den nye multiarena som hjemmebane. Arenaen skal ligge der, hvor det gamle Olympia-Radstadion lå. Det blev til OL brugt til banecykling, men i 2015 blev stadionet revet ned.

Vinderforslaget fra 3XN er lavet i samarbejde med landskabsarkitekterne LATZ+PARTNER. Arenaen får plads til 11.500 tilskuere. For også at optimere sportsinfrastrukturen til skoler, fritid og unge etableres der ved siden af arenaen yderligere tre overdækkede baner til issport, der kan benyttes til træning og ikkekonkurrenceorienteret breddeidræt. Til det formål indgås en omfattende anvendelsesaftale med delstatshovedstaden München.

Historisk totalarkitektur

Den nye arenas asymmetriske form og højde afspejler områdets karakter og skal vise respekt for den oprindelige vision om at skabe et organisk arkitektonisk landskab.

Arenaens form skal indlejre sig i det omgivende landskabs blidt bølgende kurver. Intentionen er at skabe former i landskabet snarere end klart definerede bygninger, der falder naturligt og respektfuldt ind i den berømte Olympiapark. Det beplantede tag og den vertikalt opbyggede facade forstærker dette indtryk. Facaden kendetegnes ved en vertikal lamelstruktur, der smyger sig opad over de glasdækkede indgangspartier, og dermed fremhæver hovedindgangene. De nedgravede træningsarealer formes til en græsklædt bakke.

– Vi er stolte over at skulle designe den nye multiarena i Olympiapark i München, der bliver 3XN’s fjerde arenaprojekt. Det er en enestående mulighed for at blive en del af denne inspirerende og historiske totalarkitektur. Under designprocessen gjorde vi os hele tiden tanker om idéerne bag det oprindelige design, og vi spurgte ofte os selv, hvad Günter Behnisch ønskede at opnå. For os var det vigtigt at skabe en fleksibel og alsidig arena med en stærk identitet, der samtidig respekterer det oprindelige Olympiaparks historie og vision, og som vil være en naturlig del af Olympiapark, siger Jan Ammundsen, Head of Design hos 3XN.

Afhængigt af bygge- og godkendelsesprocessens forløb forventes byggeriet at gå i gang i vinteren i år. Det er planen, at den nye arena skal åbne sidst på sommeren i 2021. De to fremtidige hovedbrugere, FC Bayern München Basketball og Red Bull München, kan årligt spille op til 40 kampe i arenaen. Herudover kan der afvikles yderligere 20 sportsarrangementer samt 20 sportsrelaterede arrangementer. Samlet set har arenaen et bruttoetageareal på 62.500 kvadratmeter.

Relateret indhold