Snøhetta er underrådgiver på etableringen af verdens første skibstunnel, der skal bores igennem et bjerg i Norge. Tegnestuens opgave er at sikre, at det lykkes at integrere tunnelen med naturen omkring Stad-halvøen, der ligger cirka 200 kilometer stik nord for Bergen, og der er for nylig blevet offentliggjort nye billeder af, hvordan det store projekt kommer til at se ud.
Tunnelen vil gøre det muligt for blandt andet fragtskibe at skyde genvej, så turen rundt om Stad kan undgås, når destinationen ligger videre inde i skærgården. Dermed slipper fragtskibene for at sejle i den voldsomme sø, der ofte er at finde i Nordsøen.
Tunnellen bliver 1,7 kilometer lang, men det bliver ikke en opgave, man bare kan sætte traditionelle tunnelboremaskiner til at klare. Højden skal nemlig være omkring 37 meter, dybden bliver 12 meter, og bredden planlægges til at blive 36 meter. I alt skal der udgraves tre millioner kubikmeter fjeld. Skibstunnellen bliver efter sigende verdens første af sin slags, og den kommer til at kunne rumme fartøjer i overkanten af 16.000 tons.
– Den foreløbige tekniske planlægning af Stad Skibstunnel har gjort, at vi nu har et mere detaljeret billede af, hvordan skibstunnelen kan bygges og se ud. Vi arbejder på et forslag, der tager mange hensyn til både effektiv opførelse, drift, sikkerhed, æstetik og økonomi, siger Terje Andreassen, der er projektleder hos Kystverket i Norge.
Anlægstiden anslås til omkring tre-fire år, og tunnelen prissættes til 2,3 milliarder norske kroner. Projektet har efterhånden været 25 år undervejs, og håbet er, at det kan skydes i gang i 2018.