Renoveringen af Stadionkvarteret
- Bygherre: Glostrup Boligselskab
- Arkitekt, landskabsarkitekt og totalrådgiver: JJW Arkitekter
- Entreprenør: Enemærke & Petersen
- Ingeniør: Danakon Rådgivende Ingeniører
- Bygherrerådgiver: Kuben Management
Enemærke & Petersen har sammen med JJW Arkitekter og Danakon Rådgivende Ingeniører afleveret de 252 nyrenoverede boliger, der udgør første etape af renoveringen af Stadionkvarteret Glostrup.
Renoveringen af de i alt 1.140 boliger er et af hovedstadens største renoveringsprojekter, og der har i arbejdet med første etape været et stort fokus på at høste erfaringer. Etapeopdelingen er en del af Stadionkvarteret-projektets særlige samarbejdsform.
– Vi arbejder sammen om at undgå videnstab i overgangen mellem de enkelte etaper og netop udnytte den viden, de tidligere etaper har givet os. Ved at stoppe op og evaluere hver etape og den viden, vi har indsamlet, får vi muligheden for at tænke innovativt og udvikle vores processer, så vi blandt andet kan skabe nye bygge- og montagemetoder og optimere økonomien eller byggetakten undervejs, siger projektchef i Enemærke & Petersen, Lars Lynge Nielsen.
Tilpasset projekt
Stadionkvarteret i Glostrup består af 1.235 almene boliger – der efter renoveringen bliver til 1.140 boliger – opført mellem 1955 og 1966 efter datidens idealer om en god bolig. I dag fremstår Stadionkvarteret som et velfungerende boligområde, men efter mange års brug er der et naturligt behov for at renovere bebyggelsen. Området er et klassisk eksempel på periodens almene byggeri, hvor man i overgangen til det industrielle byggeri kombinerede klassiske håndværkermetoder med præfabrikerede elementer. I forbindelse med renoveringsarbejdet har det vist sig, at der, på trods af datidens ambitioner om at systematisere byggeprocesserne, er anvendt forskellige løsninger på den samme type byggeopgaver. Det betyder, at det ikke er muligt at renovere boligerne ens. Derimod er teamet løbende nødt til at tilpasse renoveringsarbejdet til de aktuelle forhold, der varierer fra boligblok til boligblok.
Moderne løsninger
Renoveringen omfatter renovering af murværk, udskiftning af tage og vinduer, ny ventilation i hele bebyggelsen og udvidelser af de eksisterende altaner. Derudover bliver nogle af de mindre lejligheder lagt sammen for at kunne imødekomme en moderne boligindretning. Samtidigt bliver en stor del af lejlighederne indrettet med særligt hensyn til god tilgængelighed for gangbesværede.
Glostrup Boligselskab er bygherre på projektet og projektleder Lisa Christiansen fortæller, at de beboere, der allerede er flyttet ind i de nyrenoverede boliger, er glade for deres nye lejligheder.
– Renoveringen af Stadionkvarteret handler ikke kun om en nødvendig istandsættelse af et af omegnskommunernes mest markante murede byggerier. Renoveringen handler også om, at byggeriet forbliver attraktivt, så den moderne familie kan finde en bolig, der matcher netop deres behov og bliver en ramme for livet, uanset hvor i livet, man er, siger Lisa Christiansen.
Stor renoveringsbølge
Det murede forstadsbyggeri fra 50’erne og 60’erne har været en stor succes for den almene sektor, og mange af bygningerne er tegnet af tidens fremtrædende tegnestuer, som var optaget af at skabe gode boligforhold for den almindelige dansker. Lige nu står den bygningstype til gengæld over for en større renoveringsbølge, så boligerne kan blive ført up-to-date, hvilket indbefatter energiforbedringer, lejlighedssammenlægninger, øget tilgængelighed og gentænkning af udearealer.
Social bæredygtighed
Anders Holst Jensen, founding partner hos JJW Arkitekter, fremhæver projektets fokus på social bæredygtighed.
– Udover den generelle opgradering af Stadionkvarterets mange boliger, ser jeg sammenlægningen af de mindre lejligheder til større boliger samt tilgængelighedsboligerne som to positive tiltag, der styrker områdets sociale bæredygtighed. Dette er helt i tråd med den almene sektors ambitioner om at være et inkluderende boligtilbud. Med sammenlægningen tiltrækker man nye borgere og familier til bebyggelsen, mens tilgængelighedsboligerne medfører, at de ældre kan blive boende i området, som de kender og føler sig hjemme og trygge i. Det sikrer mangfoldigheden i området og tager hånd om beboerne i alle deres livsfaser. Når man kombinerer dette med totaløkonomiske og miljømæssige tiltag imødekommer renoveringen af Stadionkvarteret de tre gængse bæredygtighedskriterier, siger Anders Holst Jensen.
1. etape har varet to år og omfatter 19.144 kvm. Renoveringen af hele Stadionkvarteret forventes færdiggjort ultimo 2019.