Reduction Roadmap
- – Med Reduction Roadmap dokumenterer forskningsinstitutioner og aktører i byggebranchen, at hvis klimapåvirkningen fra nybyggeri kommer under 5,8 kg CO2 pr. m2 om året i 2025, kan dansk byggeri bidrage til opfyldelse af Paris-aftalen.
- – I dag lyder emissionskravet på 12 kg, men byggebranchen er allerede langt under 12 kg.
- – Den foreslåede grænseværdi for bygningsreglementet i 2025 er lige nu 10,5 kg CO2E/m2/år, selvom en gennemsnitlig bygning udleder 9,5 kg.
- – Der findes talrige eksempler på byggerier tæt på og under det foreslåede loft på 5,8.
- – Effekt, Artelia og Cebra har taget initiativ til Reduction Roadmap, som er finansieret af Realdania og Villum Fonden.
- – Forskere fra Aalborg Universitet, DTU, Syddansk Universitet og Aarhus Universitet har bidraget med udarbejdelse af white-paper og data-validering.
- – Mere end 350 aktører og organisationer inden for byggeri, erhvervsliv og klima bakker op om opfordringen.
Da byggebranchen var samlet til Building Green i november, var budskabet fra folkene bag Reduction Roadmap, der arbejder med at få klimapåvirkningen fra nybyggeri ned, helt tydeligt:
Det går for langsomt med at få det politiske emissionskrav ned, og det er noget, branchens beslutningstagere skal banke ind i politikerne; at branchen er klar til endnu mere ambitiøse krav.
For dansk nybyggeri kan allerede nu fint komme under en udledning på 5,8 kg CO2-ækv./m2/år, som er målet for at overholde Paris-aftalens 2025-krav. I dag lyder det politiske emissionskrav på 12.
Nu har også den første kommune og offentlige bygherre tilsluttet sig Reduction Roadmap. Rødovre Kommunes borgmester Britt Jensen siger:
– Vi har travlt, hvis vi skal nå de klimamål, som er beskrevet i Paris-aftalen, og som er helt nødvendige. Vi vidste det godt i forvejen, og den seneste tids nyheder har kun sat alvoren endnu mere i relief. Hvis vi kan skrue ned for udledningen af CO2 i nybyggeri, vil det gøre en stor forskel, viser Reduction Roadmaps beregninger, og derfor synes vi, det er vigtigt at signalere bred opbakning til opfordringen.
Vil have flere kommuner med
Det er vurderingen, at offentlige bygherrer står for op mod halvdelen af byggeriet i Danmark. Det gør kommunerne til en vigtig stemme i den del af klimadebatten, og Britt Jensen håber derfor, at flere kommuner vil følge Rødovres eksempel.
– Alle landets kommuner er en del af DK2020, hvor vi forpligter os til at leve op til Parisaftalens krav om nuludledning af CO2 i 2070. Vi har med andre ord alle forpligtet os på klimakampen, og hvis vi kan gøre noget for at komme hurtigere i mål, er det en fordel for alle, ikke mindst når det endda kan give den danske byggebranche en konkurrencefordel globalt, siger Britt Jensen.
Omstillingen kræver det brede partnerskab
Helt præcist lyder opfordringen til regeringen, at emissionskravet til nybyggeri skal ned på 5,8 kg CO2 pr. m2 om året. En reduktion vil med andre ord medføre en mærkbar reduktion af byggeriets CO2-udslip, og derfor vækker beslutningen i Rødovre Kommune glæde og stolthed i Reduction Roadmap-samarbejdet, som en række organisationer inden for byggeri, erhvervsliv og klima står bag.
Læs også: Solidt nordisk samarbejde skal fremme grøn omstilling – i hele Europa
– Det er i forvejen usædvanligt, at en hel branche selv beder om at blive reguleret, men omstillingen kræver det brede partnerskab på tværs af branchen. Med Rødovre Kommune har vi nu også de offentlige organisationer repræsenteret i samarbejdet, og det betyder rigtig meget, siger Sinus Lynge, partner i Effekt Arkitekter, som er en af initiativtagerne til opfordringen.
Attraktiv for både klimaet og dansk økonomi
Det var bl.a. partner i arkitektfirmaet Cebra og medinitiativtager til Reduction Roadmap, Mikkel Schlesinger, der stod på scenen på Building Green, hvorfra han kunne konstatere, at efterspørgslen på byggeri med lav klimabelastning endnu ikke er stor nok. Han ser derfor et behov for en lovgivning, der vil flytte udviklingen.
– Ens rammer for alle vil skabe den nødvendige efterspørgsel og skabe en sund konkurrence om at komme først med de bedste løsninger. Det vil bringe Danmark foran i konkurrencen på det globale byggemarked. Løsningen er altså attraktiv for både klimaet og dansk økonomi, og det er det, vi fortæller politikerne på Christiansborg, siger Mikkel Schlesinger.
Opfordringen har opbakning bredt i både byggebranchen og længere ud i erhvervslivet, herunder i Dansk Erhverv, BAT-kartellet, MT Højgaard og NCC, ligesom grønne organisationer som Rådet for Grøn Omstilling og Concito bakker op. Den samlede liste indeholder mere end 350 aktører.
Reduction Roadmap vandt i 2022 første udgave af samarbejdsprisen Det Bæredygtige Element, der blev uddelt på netop Building Green.