Nova5 og venner vinder endnu et miniudbud

Nova5 Arkitekter har sikret sig renoveringen af endnu to skoler i Odense Kommune. Dermed har tegnestuen vundet 8 ud af 10 miniudbud under rammeaftalen Velfærdens Fundament.
Renoveringen af ca. 30 skoler i Odense Kommune - heriblandt Rosengårdskolen - frem mod 2030 er en del af Velfærdens Fundament, der er den største enkeltstående anlægsinvestering i velfærden i kommunen nogensinde. Foto: Odense Kommune

Med endnu et vundet miniudbud kan den København-baserede tegnestue Nova5 Arkitekter sætte gang i arbejdet med modernisering af både Højmeskolen og Rosengårdskolen under rammeaftalen Velfærdens Fundament.

Ud over Nova5 Arkitekter består rådgiverteamet af Arkitektfirmaet Arne Birk, OJ Rådgivende Ingeniører og Land+ Landskabsarkitekter.

Velfærdens Fundament er en 1,8 mia. kr. stor kommunale indsats, der omfatter renovering og modernisering i velfærdens fysiske rammer i vuggestuer, børnehaver, skoler og plejehjem. I alt 30 skoler står foran en renovering.

Læs også: Omdanner Papirfabriks mest unikke hus til eksklusive boliger

I indsatsen, der varer frem mod 2030, er der alene afsat en halv milliard kroner til vedligehold og modernisering af byens skoler samt 125 millioner kroner til at styrke lokalområderne omkring de lokale folkeskoler.

Med de to nye opgaver har Nova5 vundet 8 ud af 10 miniudbud under rammeaftalen.

Der går ca. 600 elever på Højmeskolen, der i forbindelse med Velfærdens Fundament især opgraderes indvendigt med bl.a. et nyt fleksibelt scienceområde. Foto: Odense Kommune
Der går ca. 600 elever på Højmeskolen, der i forbindelse med Velfærdens Fundament især opgraderes indvendigt med bl.a. et nyt fleksibelt scienceområde. Foto: Odense Kommune

Fokus på science

På Højmeskolen skal gangarealer bl.a. nyindrettes, så de kan bruges til gruppearbejde og fordybelse, forskellige faglokaler og toiletter skal opgraderes, mens der skal opbygges et nyt såkaldt tech-værksted, hvor teknologi og engineering kan blomstre.

Også Rosengårdskolen skal have et teknologisk og kreativt værksted, der fremmer innovation, kreativitet og inspirerer til brug af teknologi, SFO-huset skal moderniseres og børnene får dertil ‘hænge ud’-arealer og grupperum. Hele skolen skal gennemgå en omfattende facaderenovering med yderligere tagisolering, udeområderne skal renoveres, toiletterne opgraderes og mødelokaler moderniseres m.v.

Relateret indhold