Ny lydskodde til vinduer halverer trafikstøj og giver bedre udluftning

Beboerene langs den støjplagede vej Folehaven i København kan nu nemmere lufte ud og sove med åbent vindue i deres lejligheder uden at blive generet af den øredøvende trafikstøj.
I 3B Folehaven er støjniveauet højt. 72 decibel med åbne vinduer - kommunen anbefaler under 58 decibel, og det kan en ny ventilationsløsning fra Rambøll hjælpe med. Foto: Rambøll.
I 3B Folehaven er støjniveauet højt. 72 decibel med åbne vinduer - kommunen anbefaler under 58 decibel, og det kan en ny ventilationsløsning fra Rambøll hjælpe med. Foto: Rambøll.

Folehaven er én af de allermest støjplagede veje i København, og det går især ud over de 700 beboere i Boligforeningen 3B Folehaven, der bor langs den trafikerede vej.

Derfor har boligforeningen nu som pilotprojekt monteret en nyudviklet lydskodde på 36 lejligheder. Lydskodden halverer den støj, der opleves indendørs – selvom den lader dobbelt så meget luft komme ind i lejligheden, som den tidligere lydskodde. Samtidig er den let at bruge. Lydskodden er udviklet af virksomheden, Art Andersen, som er en del af Rambøll, i tæt samarbejde med boligforeningen og arkitekt Jacob Nørløv med støtte fra Realdania og Miljøstyrelsen. Den sænker støjniveauet fra udendørs horrible 72 decibel til 33 decibel med lukkede vinduer – 47 decibel med åbne.

I København er omkring 22.800 boliger udsat for stærk støjbelastning, viser Teknik- & Miljøforvaltningens støjkortlægning fra 2017. Ifølge Miljøstyrelsen er et støjniveau over 58 dB for højt. Hvis støjniveauet er over 68 dB, er området stærkt støjbelastet.

Mere ro og udluftning

Christina Klarlund er én af de beboere, der har oplevet mere ro og luft i sin lejlighed.

– Det er fantastisk og gør virkelig noget ved den konstante larm, man ellers kan høre fra bilerne. Det er ganske enkelt en lettelse. Lydskodden er supernem at bruge med en meget enkel fjernbetjening, så jeg bruger den hver eneste dag, fortæller hun.

Nu lufter Christina Klarlund også mere ud – noget, hun ikke gjorde så meget før, fordi det støjede og støvede for meget. Udluftning i lejlighederne vil sikre beboerne bedre søvn og indeklima og hindre problemer med skimmelsvamp og dårlig luft.

Fleksibelt design – ens principper

Lydskodden er designet, så den passer lige præcis til 3B Folehaven og boligkarreernes karakteristiske arkitektur, men det grundlæggende princip i lydskodden kan tilpasses andre bygninger med en anden arkitektur, forklarer Jørn Krab, grundlægger af Art Andersen, der blev opkøbt af Rambøll ved årsskiftet.

– I tyve år har vi arbejdet med opgradering af vinduer, og vi er meget glade for, at det er lykkedes at skabe et helt nyt koncept med markante forbedringer og fornyelser, hvor minimalistisk design og intelligent, brugervenlig funktionalitet i den grad spiller sammen, siger han.

– Vi har skabt en teknisk løsning, der både mindsker støj, isolerer bedre, skærmer for solen og sikrer bedre ventilation til beboerne.

Bag den perforerede plade sidder absorptionsmodulerne - det er herigennem luftskiftet sker. Forrest ses skodderne, som kan skydes for vinduet. Foto: Rambøll.
Bag den perforerede plade sidder absorptionsmodulerne – det er herigennem luftskiftet sker. Forrest ses skodderne, som kan skydes for vinduet. Foto: Rambøll.

Målinger af lydskoddens evne til at dæmpe støj har vist markant bedre resultater end forventet: Ved åbent vindue bringer den nye lydskodde trafikstøjniveauet inde i boligen ned til 47 dB i forhold til et meget højt udendørs støjniveau på 72 dB.

I tyve år har vi arbejdet med opgradering af vinduer, og vi er meget glade for, at det er lykkedes at skabe et helt nyt koncept med markante forbedringer.

Relateret indhold