Idealcombi, Hvidbjerg Vinduet, Outrup samt KPK.
Nordvestjylland er ikke ligefrem præget af et fravær af dør- og vinduesproducenter, og skal man holde trit med konkurrenterne, kræver det investeringer. Det ved man hos sidstnævnte. KPK Døre og Vinduer, der er hjemmehørende i Nykøbing Mors, har derfor netop investeret i et helt nyt bearbejdningsanlæg, der skal lette håndteringen, effektivisere og udvide kapaciteten i produktionen.
– Vi arbejder hele tiden på at optimere og opretholde dansk produktion og danske arbejdspladser, og her er det nye bearbejdningsanlæg med til fortsat at positionere os som en moderne virksomhed, der følger med den teknologiske udvikling, forklarer produktionschef hos KPK Døre og Vinduer, Jacob Berg Nielsen.
Samler flere opgaver
Med et nyt bearbejdningsanlæg fokuserer vinduesproducenten på dansk produktion og optimering. Anlægget kommer nemlig til at effektivisere processer, som førhen var manuelle.
– Det bidrager til, at vores arbejdsgange bliver endnu mere effektive. Inden vi fik det nye bearbejdningsanlæg, blev træet nemlig flyttet rundt mellem forskellige maskiner, men fremadrettet kommer vi til at kunne håndtere flere opgaver med én maskine. Anlægget bevirker således, at vi får færre berøringer med træet og udvider kapaciteten i vores produktion, siger Jacob Berg Nielsen.
Mere specifikt tapper og profilerer det nye anlæg råtræ, som resulterer i færdigbearbejdede komponenter, der kan bruges til døre og vinduer. Anlægget har specialdesignede clamps, som er med til at mindske vibrationer og dermed sikre en korrekt bearbejdet overflade.
Stort behov for faglærte
Optimeringen af processer får dog ikke efterspørgslen på veluddannet arbejdskraft til at dale.
For selv om flere arbejdsgange og koncepter således bliver digitale, men de nye investeringer, kræver det i stigende grad faglært arbejdskraft for fortsat at kunne løfte opgaverne.
– Vi prioriterer hele tiden at have minimum ti lærlinge under uddannelse i produktionen. Det er vi nødt til, siger Jacob Berg Nielsen.
Det nye bearbejdningsanlæg er en CNC-maskine af modellen CML Helios 3453, som produceres af den italienske leverandør Working Progress. Anlægget er allerede blevet installeret og er i øjeblikket i fuld gang med at blive indkørt. Det forventes at være fuldt funktionsdygtigt i slutningen af februar.