MT Højgaard skal i gang med nyt IKEA varehus

Første fase af det kommende boligvarehus i tre etager bliver på 37.000 kvadratmeter ved Dybbølsbro i København.
Landskabet vil hæve sig hen over taget på et nyt Ikea-varehus og fungere som både rekreativt område og stiforbindelse. Illustration: Dorte Mandrup Arkitekter.
Landskabet vil hæve sig hen over taget på et nyt Ikea-varehus og fungere som både rekreativt område og stiforbindelse. Illustration: Dorte Mandrup Arkitekter.

Inden for de næste par år åbner det første IKEA varehus med beliggenhed midt i en storby ved Dybbølsbro Station på Vesterbro i København. Det er nu afgjort, at det bliver MT Højgaard, der skal udføre projektafklaringsfasen i forbindelse med varehuset.

– Vi glæder os rigtig meget til at komme i gang med næste fase og ser frem til et spændende samarbejde med MT Højgaard om at skabe et unikt IKEA varehus i hjertet af København. Vi har i valget af samarbejdspartner blandt andet haft fokus på at skabe et optimalt bygherre og entreprenør samarbejde, så vi sammen får skabt det helt rigtige varehus til glæde for kunder og medarbejdere. MT Højgaard har vist stort engagement og sammenholdt med den kvalitet og organisation de har tilbudt, har vi store forventninger til samarbejdet, siger Anders Lyhne Nordtorp, der er Ejendoms- og Ekspansionschef i IKEA Danmark.

Afklaringsfase indtil marts

Det færdige varehus bliver 37.000 kvadratmeter stort fordelt på tre etager. På det højeste sted vil varehuset hæve sig 19 meter over jorden, og på taget vil der blive etableret en taghave samt et grønt strøg, der, via taget på IKEA varehuset, kommer til at løbe fra Bernstorffsgade til Otto Busses vej.

Derudover vil der blive etableret omkring 370 bilparkeringspladser og cirka 1.100 cykelparkeringspladser i forbindelse med varehuset.

– Kontraktformen med tidlig involvering af entreprenør, arkitekt og rådgivere passer godt til, hvordan vi ønsker at arbejde i MT Højgaard. Vi ser frem til at fortsætte det tætte samarbejde med IKEA og projektets øvrige parter for at skabe høj kvalitet i gennemførelsen af københavnernes kommende IKEA varehus, siger Rasmus Hyldekvist Jensen, der er sektionsdirektør i MT Højgaard.

Projektafklaringsfasen løber frem til marts 2018, hvorefter den resterende del af opførelsen begynder.

Del af større lokalplan

Det nye IKEA varehus er en del af en større lokalplan, der i alt omfatter omkring 74.000 etagekvadratmeter på området, der er omkranset af Kalvebod Brygge, Arni Magnussons Gade, Carsten Niebuhrs Gade og Otto Busses Vej.

Udover IKEA varehuset skal der også bygges et Cabinn-hotel på cirka 21.000 kvadratmeter samt to ‘Kaktustårne’ på omkring 16.000 kvadratmeter med op til 500 ungdomsboliger.

Kontraktformen med tidlig involvering af entreprenør, arkitekt og rådgivere passer godt til, hvordan vi ønsker at arbejde i MT Højgaard.

Relateret indhold