Rektor: Fremtidens arkitekt er digitalt dannet

120 håndplukkede studerende begynder i disse dage på Arkitektskolen i Aarhus. De skal forberede sig på et uhørt stort mulighedsfelt, som kræver god digital dannelse, siger skolens rektor Torben Nielsen.
Rektor Torben Nielsen byder de nye arkitektstuderende velkommen med lovning om en digital fremtid. Pressefoto.
Rektor Torben Nielsen byder de nye arkitektstuderende velkommen med lovning om en digital fremtid. Pressefoto.

1. september var første skoledag for de nye studerende på Arkitektskolen i Aarhus. Om fem år er de flyvefærdige. Til den tid vil arkitektens fokus stadig være på byggeri, mennesker og det kunstneriske udtryk. Men faget vil være et udpræget digitalt håndværk, der tager arkitekten med rundt i alle aspekter af byggeprocessen, og det skal fremtidens arkitekter være gearet til.

Teknologien tager over

– De skal forberede sig på en verden, hvor digitalisering er en meget større del. Teknologien tager over og digitale modeller bliver afgørende for at lave arkitektur. Arbejdsfeltet udvides med 3D-modeller, visualiseringer og flere beregninger og produktionsstrategier og metoder som en integreret del. Arkitekten kommer ind i en masse processer, som traditionelt varetages af andre, for eksempel ingeniører, siger rektor på Arkitektskolen i Aarhus, Torben Nielsen. Han garanterer, at de nye studerende får adgang til de nyeste værktøjer på skolen. Og det er nødvendigt for det, han kalder den digitale dannelse.

– Vi skal uddanne gode, digitalt dannede mennesker. Hele produktionsapparatet er ret moderne. Arbejder. Og vi skal vænne de unge til, at de selv skal forstå mekanismerne frem for at overdrage dem til andre. De skal fortsat have fokus på byggeri, gode ideer og den kunstneriske proces. Men de skal samtidig være opmærksom på, at ideerne kan udføres og produceres og hvordan den del foregår, det kræver kunnen og indsigt.

Særligt udvalgte

For tredje år i træk har Arkitektskolen fået tilladelse til at optage studerende ud fra motiverede ansøgninger, porteføljer og personlige samtaler frem for karaktergennemsnit. Målet er en bedre sammensætning på årgangen.

– De er optaget ud fra en forventning om, hvad de kan blive til som arkitekter. Høje karakterer er ikke garant for en dygtig arkitekt. Tidligere lå snittet over 10, og det gav en bestemt type studerende. Vi synes, at en bredere del af ungdommen skal kunne komme ind. Så budskabet til dem er, at de er særligt udvalgte, og det forpligter selvfølgelig, siger Torben Nielsen.

Arbejdsfeltet udvides med 3D-modeller, visualiseringer og flere beregninger og produktionsstrategier og metoder som en integreret del. Arkitekten kommer ind i en masse processer, som traditionelt varetages af andre, for eksempel ingeniører.

Relateret indhold