Praksis Arkitekter vinder konkurrence i Ebeltoft

Det bliver et team med Praksis Arkitekter i spidsen, der skal tegne kulturmiljøet i og omkring Ebeltofts gamle Maltfabrik. Her skal industribygninger både renoveres og udvikles til et kreativt mødested.
Praksis Arkitekter skal give Maltfabrikken i Ebeltoft nyt liv. Foto: Leana Varnas.
Praksis Arkitekter skal give Maltfabrikken i Ebeltoft nyt liv. Foto: Leana Varnas.

Praksis Arkitekter er nu valgt som vinder af konkurrencen om, hvordan Maltfabrikkens i Ebeltoft og landskabet mellem kysten og den gamle bydel skal se ud. Det var et enstemmigt dommerpanel, der valgte Praksis Arkitekter som vinder af konkurrencen, og konkurrenceforslaget vakte især begejstring for det arkitektoniske formsprog i de nye tilbygninger, der anvender fabrikkens særegne knopskydninger som formel. Forslaget fik også ros for at have forstået projektets komplekse indhold af brugere og aktiviteter samt for at lade funktionerne forbinde ude og inde på en overbevisende måde. Det oplyser Realdania i en pressemeddelelse.

– Praksis Arkitekter har skabt et meget smukt og gennemarbejdet projekt, der igennem hele processen har haft en tydelig vision for den nye “kulturfabrik”. Projektet tør fastholde og møde den kompleksitet, der ligger i visionen, programmet, stedet og ikke mindst den eksisterende bygningsmasse. Yderligere virker det meget stærkt at satse på Maltfabrikken som stedets røde ikon og naturlige centrum for både funktioner og byrum, siger fagdommer Lars Bendrup fra Transform om vinderprojektet.

Det virker meget stærkt at satse på Maltfabrikken som stedets røde ikon og naturlige centrum for både funktioner og byrum.

Lars Bendrup Ejer, Transform

Mange aktiviteter

Praksis Arkitekter benytter i sit forslag overskriften ‘forstærke, forbinde og forankre’, og visionen er at forstærke karakteren af de eksisterende bygninger og af byrum, forbinde byen og havet, inde- og uderum samt forankre de allerede eksisterende ildsjæles aktiviteter og initiativer på stedet.

Filantropidirektør i Realdania, Anne Skovbro, glæder sig over vinderforslaget evne til at ramme stedets ånd.

– Med dette gennemarbejdede projekt rammer arkitekterne i den grad stedets ånd og viser på bedste vis, hvordan bygningsarvens store potentialer kan udnyttes i udviklingen af et historisk bycentrum, siger Anne Skovbro.

Når Maltfabrikken åbner dørene i 2019, vil man kunne opleve en smeltedigel af aktiviteter, der spænder fra privat skabertrang til offentlige servicetilbud. Netop mødet mellem offentlige og private kræfter bliver essensen i Maltfabrikken, som skal danne rammen om et miks af lokale iværksættere og ildsjæles projekter som eksempelvis mikrobryggeri, arbejdsfællesskab og offentlige tilbud som kulturhus og et fusioneret bibliotek/museum/arkiv.

Relateret indhold