Landskabsarkitekt vinder mole og havnebad

Schul Landskabsarkitekter er totalrådgiver i forbindelse med opgaven om et nyt havnebad i Assens. Opgaven er i dispositionsfasen og inkluderer også et helt nyt molehoved.
Schul Landskabsarkitekter er totalrådgiver på et nyt havnebad i Assens. Illustration: Schul Landskabsarkitekter.
Schul Landskabsarkitekter er totalrådgiver på et nyt havnebad i Assens. Illustration: Schul Landskabsarkitekter.

Det bliver Schul Landskabsarkitekter, der skal løfte opgaven om et nyt havnebad og molehoved i Assens. Det oplyser Schul Landskabsarkitekter på sin hjemmeside.

Opgaven er en del af Reladanias “stedet tæller”-kampagne, og med den nye moleforbindelse får Assens et udsigtskig hele vejen rundt i naturen ved Lillebælt.

Selve molen tænkes udført i en let konstruktion med stålvanger og trædæk, udført som eg eller Fsc-certificeret hårdtræ. En centralt placeret bænk i centerlinjen af molen skal danne ledemotiv på molen og giver mulighed for hvile samt hyggelig balancegang med mindre børn.

Molehovedet foreslås renoveret med traditionel spuns og en hammer af træ. Værnet trækkes med rundt om molehovedet, og fire modsatstillede bænke skal give miljø og retning hele vejen rundt. Dækket på molehovedet tænkes udført som en smuk, skridsikker flade af kløvede granitsten støbt i beton. Fladen foreslås efterbehandlet, så der opnås en ensartet overflade. For at understrege tyngden og robustheden tænkes broen udført i beton.

Med forslaget tænkes området omkring søsportcenteret og fyret samlet med en ensartet belægning af trædæk. Anvendelsen af trædæk som materiale langs de populære ruter i området vil både øge den rekreative værdi og kvalitetsindtrykket af de landskabelige værdier. Samtidig vil den nuværende mosaik af forskellige asfalt- og betonbelægninger blive bundet sammen og skabe mere ro til miljøet, når træet bruges til at koble den fragmentariske belægning omkring havnen.

Molehovedet i Assens skal renoveres. Illustration: Schul Landskabsarkitekter.
Molehovedet i Assens skal renoveres. Illustration: Schul Landskabsarkitekter.
Snorkelbroen er et selvstændigt element, man ankommer til via promenaden. Illustration: Schul Landskabsarkitekter.
Snorkelbroen er et selvstændigt element, man ankommer til via promenaden. Illustration: Schul Landskabsarkitekter.

Relateret indhold