Det første spadestik markerer altid den officielle påbegyndelse af et byggeri. Selvom ceremonien for Eysturs nye rådhus var holdt i det små, var den dog starten på et spændende byggeri i Sydrugøta i Eystur Kommune på Færøerne. Det oplyser Henning Larsen Architects.
Eystur Kommune dækker over fem forskellige bygder, og Henning Larsen Architects har tegnet det nye rådhus og borgerservice, der på mere end én måde skal bygge bro og skabe sammenhæng i kommunen. Den nye bygning kommer til at placere sig tværs over floden og skaber gangforbindelser og en kobling til de rekreative stier, der går langs floden.
Vindue til floden
Det 700 kvm store rådhus indskriver sig i det eksisterende landskab ved at fremstå som en blød grøn græsflade. Mod syd, i læ for nordenvinden, anlægges en plads mod floden, hvorfra borgere kan nyde vandet og udsigten. Ved at skabe en rekreativ destination ved rådhuset bidrager bygningen til at genoplive nærområdet, som historisk set har været et samlingssted for beboerne, men som i de senere år har været udlagt til industri.
Under bygningen placeres projektører, som lyser ned mod den brusende flod, hvorfra vandet vil projicere lyset tilbage mod bygningens underside. I byrådssalen vil et rundt gulvvindue dermed give et flot skue til den oplyste flod og skabe projiceringerne af vandet i byrådssalens loft.
Projektet bliver bygget i samarbejde med Eystur Kommune, KBH og Spenn.

