Øens VVS vinder lokal tocifret millionentreprise

Øens VVS Teknik A/S har vundet VVS-entreprisen på totalrenoveringen af boligforeningen AAB's Parkskellet på Amager.
Her er hvad beboerne kan glæde sig til, når renoveringen af Parkskellet står færdigt. JJW Arkitekter.
Her er hvad beboerne kan glæde sig til, når renoveringen af Parkskellet står færdigt. JJW Arkitekter.

En omfattende renovering af Parkskellet i Sundby på Amager er netop gået i gang. Renoveringen omfatter 20 boligblokke og hele 219 lejligheder, som skal moderniseres. Allerede ved årsskiftet skal de første lejligheder stå klar til udlejning.

Når al sanitet og alle VVS-installationer skal udskiftes i lejlighederne, så er det Øens VVS Teknik, som har hovedsæde i Kastrup, der kommer til at udføre arbejdet. Det skriver Øens VVS Teknik i en pressemeddelelse.

Vi har et godt lokalt netværk og kan for eksempel hurtigt mande op, hvis vi får brug for det for at følge tidsplanen.

Lars Nielsen Direktør, Øens VVS Teknik

Føler sig godt rustet

Direktør i Øens VVS Teknik Lars Nielsen mener, at virksomheden er godt rustet til den omfattende opgave, og fremhæver flere fordele ved, at netop de vandt VVS-entreprisen.

– Udover vores faglighed er det vores styrke, at vi er en lokal virksomhed til at udføre så stor en underentreprise. Vi har et godt lokalt netværk og kan for eksempel hurtigt mande op, hvis vi får brug for det for at følge tidsplanen, forklarer Lars Nielsen.

Projektet har en stram tidsplan, men også her føler Øens VVS Teknik sig klædt godt på til opgaven. Skou Gruppen, som er hovedentreprenør på projektet, har nemlig inddraget virksomheden i planlægningen.

– Det er første gang, vi samarbejder med Skou Gruppen, og vi er meget positive over deres arbejdsmetoder og tilgang. Gennem blandt andet workshops tidligt i forløbet er underentreprenørerne inddraget som medspillere i forhold til faglige udfordringer og løsninger. Det betyder meget for vores forberedelser og dermed også for det endelige resultat af renoveringerne, siger Lars Nielsen.

Har god erfaring

Øens VVS Teknik har speciale i netop renovering af VVS-installationer i ældre ejendomme, og virksomheden er forberedt på eventuelle udfordringer.

– Ved store renoveringssager af ældre bygninger støder man ofte på noget uventet, når først arbejdet er i gang. Men vores medarbejdere har en høj faglighed og har ledelsens opbakning under hele projektet, så derfor er vi klar til at håndtere uforudsete udfordringer, fortæller Lars Nielsen.

Selvom virksomheden besidder god erfaring, så er denne underentreprise på 11 millioner kroner den største i Kastrup-virksomhedens historie. Projektet forventes at strække sig over de kommende to år.

Ud over renoveringen af lejlighederne bygges der også et fælleshus til beboerne. Her står Øens VVS Teknik for at etablere alle VVS-installationer. JJW Arkitekter er totalrådgiver på projektet, og har udformet helhedsplanen for renoveringen i samarbejde med Lemming & Eriksson.

Parkskellet som det tog sig ud, inden renoveringen begyndte. JJW Arkitekter.
Parkskellet som det tog sig ud, inden renoveringen begyndte. JJW Arkitekter.

Relateret indhold