Aarhus vokser. Hvert år flytter 4000 nye indbyggere til byen, og et af de nye steder, hvor de får mulighed for at slå sig ned, er i de bynære områder i den nordlige del af Aarhus Havn. På boligkomplekset Havneholmen har NCC netop holdt rejsegilde sammen med PenSam og Topdanmark, der er bygherrer på projektet. Rejsegildet markerer, at der nu er godt et halvt år til, at de første beboere flytter ind.
– Aarhus er inde i en rivende udvikling, hvor det er afgørende, at de fysiske rammer kan følge med. Vi er glade for at kunne bidrage til at gøre denne udvikling mulig på en måde, så den giver mening og livskvalitet til de mennesker, der bruger byen, siger direktør i NCC Construction, Palle Bjerre-Rasmussen, i en pressemeddelelse.
Aarhus er inde i en rivende udvikling, hvor det er afgørende, at de fysiske rammer kan følge med. Vi er glade for at kunne bidrage til udviklingen.
Palle Bjerre-Rasmussen Direktør i NCC Construction
Nabo til Isbjerget
Havneholmen er placeret på en af de mest eftertragtede byggegrunde på Aarhus Havn, lige ved den nordlige indsejling til havnen og ved siden af et andet markant boligbyggeri, det prisbelønnede Isbjerget. Havneholmen kommer til at bestå af 400 lejligheder til udlejning – primært 2- og 3-værelses lejligheder – og alle beboere vil få nærhed til havn og by på samme tid.
Byggeriet kommer med sin beliggenhed til at spille sammen med flere andre spændende boligkomplekser på havnen i Aarhus, og de nye beboere vil få adgang til havnefronten og grønne haveanlæg med mange opholdsrum.
En brik i Aarhus-puslespillet
Topdanmark og PenSam har Kromann Reumert og Niras som rådgivere, mens Cowi og C.F. Møller er rådgivere for NCC, der er totalentreprenør på Havneholmen.
– Det er glædeligt, at Aarhus udvikler sig så positivt, og vi er stolte af at være med til støtte de visioner, der ligger for byen. Vi ser Havneholmen som endnu en brik i det puslespil, der er ved at blive lagt for fremtidens Aarhus, siger direktør i Topdanmark Ejendom, Søren Kempf Holm.
Første etape vil efter planen stå klar til indflytning senest i første kvartal 2016, og de næste to etaper af byggeriet forventes færdige senere samme år.
