For hvert lille barn, der bliver født i Aarhus, vil der snart blive ringet på den tre tons tunge rørklokke, som netop er blevet installeret i Dokk1, der er under opførelse på havnen i Aarhus, og som kommer til at huse blandt andet byens nye hovedbibliotek. Men NCC var på sin hidtil sværeste opgave under byggeriet, da klokken skulle hejses 30 meter op i luften af en mobilkran for så at blive sænket ned gennem taget og monteret.
– Det var spændende at installere et helt andet element i det næsten færdige hus, end vi er vant til i dagligdagen. Vores opmærksomhed bliver skærpet på en anden måde, når vi skal håndtere et unikt værk som Gongen. Intet måtte jo gå galt, og koordinering mellem mange forskellige interessenter skal være på plads. Transport, opbevaring, ophængningssystemer, kraner, montører og samarbejdet med den østrigske producent Grassmayr skal gå op i en højere enhed. Og heldigvis var vejret godt nok til, at vi kunne gennemføre opgaven, siger områdedirektør i NCC, Allan Helledie i en pressemeddelelse.
Vores opmærksomhed bliver skærpet på en anden måde, når vi skal håndtere et unikt værk som Gongen. Intet måtte jo gå galt.
Allan Helledie Områdedirektør i NCC
Ringer for liv
Rørklokken indgår i kunstværket Gongen, som er en del af den kunstneriske udsmykning af Dokk1. Klokken er støbt i bronze, er 7,5 meter lang, 80 centimeter i diameter og vejer cirka 3 tons. Det gør den til verdens største klokke af sin art.
Kunstværket får en helt central placering i Dokk1 oven for medierampen, der er den store indvendige trappe, der forbinder husets niveau 1 og 2. Når klokken hænger sikkert i ovenlyset, bliver den påmonteret en slåarm, som nybagte forældre kan aktivere fra fødeafdelingen på Aarhus Universitetshospital, når et barn er bragt til verden. Dermed bebuder Gongen nyt liv i Dokk1.
Støbt i lerform
Gongen er støbt i Innsbruck af det østrigske klokkestøberi Grassmayr, der har mange hundrede års erfaringer med støbning af kirkeklokker og andre former for bronzearbejder.
– I de seneste år har vi støbt en stor mængde klokker og slagredskaber. Men rørklokken til Aarhus har været en særlig udfordring for os, fordi røret skulle støbes i ét stykke med 1.175 grader varmt, flydende bronze i en 8,5 m høj lerform. Samtidig er det en opgave, der betyder meget for os, da rørklokken med sin lyd byder velkommen til nye liv i deres fødselsøjeblik – i modsætning til de mange klokker, der i utallige lande og kulturer ringer for døde mennesker, siger klokkestøber Johannes Grassmayr.