Det grønne hegn på Kongens Nytorv fjernet

Hvis man har været på Kongens Nytorv i København de sidste seks år, har man nok bemærket det grønne hegn. Det bliver nu fjernet, så man igen kan kigge til Rytterstatuen på Krinsen.
Sådan kommer den nye plads til at se ud, når Cityringen åbner i 2019. Visualisering: Metroselskabet.
Sådan kommer den nye plads til at se ud, når Cityringen åbner i 2019. Visualisering: Metroselskabet.

Cityringen

  • De 17 nye metrostationer vil forbinde brokvartererne med Frederiksberg og Indre By, og samtidig bliver Ci ringen også udbygget med forbindelser til både Nordhavn og Sydhavn.
  • I 2025 vil metroen have 174 millioner passagerer årligt, og ni ud af ti af Danmarks travleste
  • stationer vil have en metrostation.

Et synligt tegn på, at åbningen af hovedstadens nye metrolinje, Cityringen, nærmer sig, er nedtagningen af de grønne metrohegn. Flere steder i byen er hegnene allerede pillet ned, og nu er turen kommet til Kongens Nytorv. Her bliver hegnet i denne uge fjernet efter i seks år at have omkranset metrobyggepladsen på Københavns største torv.

Det skriver Metroselskabet i en pressemeddelelse.

– Når Cityringen står klar, vil den binde byen bedre sammen, mindske trængslen og gøre det endnu mere attraktivt at lade bilen stå. Nedtagningen af de grønne hegn markerer, at vi er ved at nærme os åbningen, siger Københavns Overborgmester, Frank Jensen.

Det grønne hegn bliver i første omgang erstattet af et trådhegn, der skal danne rammen om det kommende arbejde med at indrette Kongens Nytorv.

Når Cityringen åbner i sommeren 2019, vil 80 nye kejserlindetræer pryde den historiske plads, mens der også skal lægges omkring 900.000 chaussésten. I det hele taget vil det ovale haveanlæg Krinsen, der blev opført af Kong Christian den Femte i 1600-tallet, blive genopført som før.

– I forbindelse med byggeriet af Københavns nye metro har det været afgørende at sikre en fuldstændig genetablering af den smukke plads i hjertet af byen. Kongens Nytorv har enorm historisk betydning og har været en benyttet og beundret plads – både for byens borgere og for de mange gæster, siger Rebekka Nymark, kundedirektør i Metroselskabet.

Hegnet omkring byggepladsen ud for Lille Kongensgade og hen mod Strøget bliver ikke fjernet endnu, da der her skal bygges en ny hovedtrappe og en underjordisk gangtunnel mellem den nye og den eksisterende metrostation.

Når Cityringen åbner, bliver metrostationen på Kongens Nytorv en af de tre mest besøgte stationer i Danmark, mens passagertallet bliver mere end fordoblet. I dag stiger cirka 24.000 daglige passagerer på metroen ved Kongens Nytorv, mens tallet i 2025 vil være vokset til cirka 90.000 passagerer.

Luftfoto af pladsen fra før arbejdet på Kongens Nytorv gik i gang. Foto: Metroselskabet.
Luftfoto af pladsen fra før arbejdet på Kongens Nytorv gik i gang. Foto: Metroselskabet.
Rytterstatuen er i dag i bur, men vil snart være synlig for omverdenen igen. Foto: Metroselskabet.
Rytterstatuen er i dag i bur, men vil snart være synlig for omverdenen igen. Foto: Metroselskabet.
Krinsen, den plads der ligger i midten af Kongens Nytorv, blev etableret i 1600-tallet. Her er, hvordan pladsen så ud i 1917. Foto: Peter Elfelt, Københavns Museum.
Krinsen, den plads der ligger i midten af Kongens Nytorv, blev etableret i 1600-tallet. Her er, hvordan pladsen så ud i 1917. Foto: Peter Elfelt, Københavns Museum.

Relateret indhold