Seniorer til rejsegilde

Opførelsen af 47 seniorboliger, som opføres for Diakonissestiftelsen på Frederiksberg, har netop kunnet fejre rejsegilde.
Over halvdelen af seniorboligerne er allerede lejet ud, og de kommende beboere ser frem til at få et fællesskab på Diakonissestiftelsen. Foto: Byggeriets Billedbank.
Over halvdelen af seniorboligerne er allerede lejet ud, og de kommende beboere ser frem til at få et fællesskab på Diakonissestiftelsen. Foto: Byggeriets Billedbank.

Diakonissestiftelsens 47 seniorboliger kunne den 15. juni fejre rejsegilde og markere, at de fire største blokke er rejst, og at der er taget hul på den sidste del af byggeriet mod Dronningensvej på Frederiksberg. Det fortæller Diakonissestiftelsen i en pressemeddelelse.

– I har haft en ivrig fanskare til at stå og hoppe begejstret uden for byggehegnet, sagde projektchef Hanne Moe til håndværkerne ved rejsegildet. Og det var ikke områdets daginstitutioner, hun hentydede til, men de kommende beboere: Seniorerne, der spændt følger byggeriets fremdrift.

28 af seniorboligerne er lejet ud, og seniorerne var mødt talstærkt frem til rejsegildet, hvor der var kø for at komme ind i de to lejligheder, som var gjort klar i dagens anledning.

Annie Bremmelgaard skal bo i en af de 2-værelses lejligheder på 78 kvadratmeter, og hun glæder sig over at se byggeriet skride frem.

– Jeg har været skrevet op til lejlighederne, lige siden jeg hørte om dem. Man finder ikke meget nybygget på Frederiksberg, og jeg vil gerne bo til leje, så jeg ikke skal bekymre mig om vedligehold, fortæller hun.

– Det betyder meget for mig, at jeg kan få et fællesskab med de andre beboere. Jeg maler og vil gerne finde nogen at male sammen med. Jeg har engang været menighedsrådsformand, så jeg er også glad for de kristne værdier på stedet, fortsætter Annie Bremmelgaard.

Klodserne stables

Normalt markerer et rejsegilde, at sidste tagspær er lagt, men her kommer boligerne som færdige moduler fra fabrikken i Hobro.

– Modulbyggeriet er valgt, blandt andet fordi det rent byggeteknisk sikrer høj kvalitet i bygningerne, og så skånes naboerne for nogle gener, da en stor del af byggeriet foregår langt væk. Det har været fascinerende at følge klodserne blive stablet, og der har været mange fladtrykte næser mod ruderne i Diakonissestiftelsens kantine, konstaterede Hanne Moe i sin tale.

Der er 47 seniorboliger fordelt på seks huse. De fire huse, som ligger tættest på Diakonissestiftelsens hovedbygning, er i tre-fire etager, mens de to huse ud mod Dronningensvej bliver i to-tre etager, så de passer med skalaen i villakvarteret. Og netop skalaen talte arkitekten Kristian Martinsen fra Tegnestuen Vandkunsten om.

– Vi har taget udgangspunkt i de klassiske bygninger med kamtakkede gavle og trapper skalaen ned mod boligerne på Dronningensvej. To gamle villaer er nænsomt blevet revet ned for at give plads, og vi genanvender mange af materialerne for eksempel i fællesområdernes gulve og i havemurene, så både ånd og materialer lever videre i de nye boliger, sagde han.

Seniorboligerne forventes indflytningsklar til 1. november. 28 boliger er udlejet, og udlejning af de sidste 19 er i gang. Det sker i samarbejde med EDC, som tager imod henvendelser fra interesserede lejere, som skal være fyldt 55 og ikke må have hjemmeboende børn.

De nybyggede seniorboliger trapper i skalaen ned fra Diakonissestiftelsens hovedbygning mod boligkvarteret på Dronningensvej. Foto: Byggeriets Billedbank.
De nybyggede seniorboliger trapper i skalaen ned fra Diakonissestiftelsens hovedbygning mod boligkvarteret på Dronningensvej. Foto: Byggeriets Billedbank.

Relateret indhold