Vinder kåret af bæredygtigt svømmehalsprojekt

Vinderforslaget til Frederikssund Kommunes nye svømmehal er nu kåret. Svømmehallen vil indpasse sig naturligt i landskabet i den kommende Frederikssund Idrætsby.
Svømmehallen har en fast pris på 75,5 millioner kroner. Illustration: GPP Arkitekter og Bay Arch.
Svømmehallen har en fast pris på 75,5 millioner kroner. Illustration: GPP Arkitekter og Bay Arch.

Vinderne af totalentreprisekonkurrencen for svømmehallen er GVL Entreprise med underrådgiverne GPP Arkitekter, Bay Arch, MOE og Aqua-Teknik.

– Jeg er meget tilfreds med vinderforslaget, der rammer plet i forhold til det, vi har tænkt os og drømt om. Det bliver en flot svømmehal ude og inde, den bliver bæredygtig, og den kommer til at passe perfekt ind i landskabet. Borgerne og foreningerne kan godt glæde sig, til svømmehallen åbner i idrætsbyen i 2019, siger borgmester i Frederikssund Kommune, John Schmidt Andersen.

Svømmehallen blev udbudt som en totalentreprise med en fast pris på 75,5 millioner kroner. Hertil kommer en række optioner, som kommunen har mulighed for at tilkøbe.

Overbevisende løsning

Det er en enig bedømmelseskomite bestående af Fritidsudvalget og to uvildige fagdommere der har kåret vinderforslaget.

– GVL Entreprise har løst opgaven meget overbevisende med en klar og gennemtænkt arkitektur. Svømmehallens forskellige områder er godt tænkt sammen, og der er spændende niveauforskelle i bassinområdet. Vinderforslaget udmærker sig også ved, at det enkelt kan lade sig gøre at koble idrætshaller på mod øst og vest som skitseret i idrætsbyens helhedsplan, siger Morten Skovgaard, formand for bedømmelseskomiteen og Fritidsudvalget.

Svømmehallens arkitektur er enkel og skulpturel. Bygningen får et stort, svævende tag og udnytter det skrånende terræn og indpasser sig naturligt i landskabet med sine kobberfarvede facader og store glasflader. Vinderforslaget har desuden placeret de omklædningsrum og loungeområde, der i første omgang skal bruges af fodboldspillere, i en fløj ud mod forpladsen.

Ville være med

– Vi er beærede over at have fået opgaven. Frederikssund Kommunes projekt, både det enkeltstående med svømmehallen, men også den overordnede strategi for området, var noget, vi meget tidligt kunne føle en meget stor respekt for. Visioner, der har den størrelse og grundighed, var noget, vi simpelthen ville være en del af, siger tilbudsansvarlig Rasmus Bertelsen fra GVL Entreprise.

Svømmehallen får et 25 gange 25 meter bassin med ti baner. Herudover et børne- og øvelsesbassin og et børne- og wellness-bassin samt et modstrømsbassin til blandt andet teknisk træning og genoptræning. De elementer var på forhånd besluttet af byrådet og en præmis i udbuddet. Der er i vinderprojektet også formuleret tilvalgsmuligheder – herunder muligt tilkøb af vipper og rutschebane – som byrådet skal tage stilling til.

De valgte løsninger i vinderforslaget lever samlet set op til bæredygtigt byggeri med minimeret energi- og vandforbrug, hvilket er et vigtigt parameter for byrådet.

Byrådet skal nu formelt godkende vinderforslaget, hvorefter kontrakten med totalentreprenøren indgås.

Illustration: GPP Arkitekter og Bay Arch.
Illustration: GPP Arkitekter og Bay Arch.
Illustration: GPP Arkitekter og Bay Arch.
Illustration: GPP Arkitekter og Bay Arch.

Relateret indhold