Gode og lånte talenter

Fiat synes at have truffet et godt valg i at hoppe med på Renault-Opel-vognen. Talento er Fiats måske lækreste varebil nogensinde.
Fiat Talento kan fås i ni varianter i forskellig højde og længde.
Fiat Talento kan fås i ni varianter i forskellig højde og længde.

Fiat Talento van L2H1 1.6 MJT 120 HK MT6

  • Motor: 4-cylindret diesel.
  • Ydelse: 120 HK v. 3500 o/m.
  • Max. moment: 300 nm v. 1750 o/m.
  • EU-norm: 15,4 km/l.
  • Nyttelast: 1174 kg.
  • Max. anhængervægt m. bremser: 2000 kg.
  • Pris for testbil med udstyr: 235.300 kr plus moms.
  • Priser fra 204.900 kr. plus moms.

En gang imellem sker det, at et bilmærke nedkommer med en ny model, der kvalitetsmæssigt opleves som et spring opad. Sådan har vi det med Fiat Talento. Motoren er tyst og stærk. Gearskiftet er lækkert og præcist. Styretøjet har den rette præcision og tyngde. Støjniveauet ved motorvejskørsel er lavt. Materialerne er af høj kvalitet, og det hele virker gennemtænkt og godt skruet sammen.

Dermed ikke sagt, at andre af Fiats varebiler ikke har gode kvaliteter, men Talento gør sig særligt bemærket.

Renaults fortjeneste

Selvfølgelig er forklaringen den, at Renault Trafic er bilens tekniske ophav. Dette skal Fiat ikke skoses for. De har øjnet en mulighed og grebet den. Resultatet er så vellykket, at vi vil mene, at bestselleren Ford Transit Custom har fået endnu en konkurrent at bøvle med.

Talento har simpelthen lod og del i hele den tekniske del af Renault-pakken. Så vi kan blot konstatere, at man sidder godt i sæderne, har gode opbevarings- og fralægningsmuligheder i kabinen, og at varerummet har mange praktiske detaljer.

Lugen i varerumsadskillelsen til lange genstande er gedigent udført, og der er masser af fastsurringskroge i lastrummet.

Den sidehængslede bagdør er et lille kapitel for sig. Håndtag og indergreb er store og solide. Skal langt gods stikke ud af bagenden, lukker man blot venstre bagdør og låser den fast med en vrider. Den højre dør holdes åben, og dermed er nummerpladen synlig under kørslen. Og skulle man komme til at smække højre bagdør ind i den venstre, vil en gummiklods forhindre dig i at ødelægge noget.

Overbevisende motor

Renault-motoren på 1,6 liter med én turbo trækker med overbevisende kraft. Man får lidt hjælp til igangsætning med Hill Assist og ved at motoren automatisk tager flere omdrejninger, når man letter koblingstrykket. Og så går det ellers derud ad i fin stil. Motorvejskørsel er en sand fornøjelse, og de 300 newtonmeter giver nogle overbevisende mellemaccelerationer.

Dårlig garanti

Når man sammenligner Talento med Renault Trafic og sine to andre søskende – Opel Vivaro og Nissan NV300 – springer det i øjnene, at bilernes garantier er ret så forskellige.

Faktisk har Talento firkløverets dårligste garanti på mekanik og rust. Den mekaniske garanti er på to år med vejhjælp, og rustgarantien gælder i otte år.

Nissan NV300 overbyder med fem års mekanisk garanti med vejhjælp og 12 års rustgaranti, mens Renault og Opel lægger sig i midten.

De sidehængslede bagdøre er praktiske og velgennemtænkte.
De sidehængslede bagdøre er praktiske og velgennemtænkte.
Passagerbænken til to personer kan foldes til et mobilt kontor.
Passagerbænken til to personer kan foldes til et mobilt kontor.
Der er plads til for eksempel et fire meter langt rør gennem en åbning i adskillelsen til kabinen.
Der er plads til for eksempel et fire meter langt rør gennem en åbning i adskillelsen til kabinen.

Relateret indhold