3XN har designet et nyt hotel, der bliver et vigtigt aktiv for et område i rivende udvikling i forstæderne Solna og Sundbyberg, der ligger nordvest for Stockholm. Det nye Grow Hotel kommer til at ligge i Solna, og bliver nabo til Swedbanks hovedsæde, der også er designet af 3XN, samt Stora Blå, der tidligere fungerede som Siemens hovedsæde, og i dag huser en vifte af teknologivirksomheder.
Det ni etager høje hotel bliver en del af Best Western Plus-kæden, og kommer til at rumme 170 værelser, restaurant med terrasse og grønt tag. Det er Humlegården Fastigheter, der bygger projektet, og hotellet skal drives af Time Hotel Group. Første spadestik tages til september, og hotellet forventes at åbne i efteråret 2018.
3XN arbejder tæt sammen med landskabsarkitekterne LAND for at redefinere grunden og gøre den cykel- og fodgængevenlig, da den oprindeligt blev brugt af biler og lastbiler. Der skabes nye landskabselementer så som åbne pladser, integrerede udendørsmøbler og genveje på tværs af grunden til de nærliggende bygninger – der alt sammen skal være med til at skabe sammenhæng på tværs af området. Fornyelsen af grunden samt Grow Hotel er en del af et større tiltag for at bringe mere liv til Solna og det nærliggende Sundbyberg, for derved at bringe mere erhvervsliv til området.
– For at fremhæve det grønne landskab har vi designet Grow Hotel i en vinkelform. Den bløde v-form favner parken bag hotellet og skaber visuel interesse for den arkitektoniske form. Med sin varme, naturlige farve og uregelmæssig tekstur skaber den anodiserede aluminiumfacade kontrast til den grønne park samt blå facade på Stora Blå, siger Marie Hesseldahl Larsen, partner, 3XN.