Nyt p-hus i Ørestad

By & Havn opfører til efteråret nyt p-hus på Ejler Billes Vej med plads til 600 biler.
P-hus Ejler Bille er tegnet af JAJA Architects.
P-hus Ejler Bille er tegnet af JAJA Architects.

De første beboere er flyttet ind i Arenakvarteret, og boligbyggerier i små og store skalaer skyder op om kap med hinanden hele vejen ned langs Ørestads Boulevard.

Snart får de selskab af et nyt parkeringshus i Ørestad Syd, som By & Havn anlægger for at skabe gode parkeringsfaciliteter til områdets mange nye beboere. P-hus Ejler Bille, som det kommer til at hedde, opføres på hjørnet af Ørestads Boulevard og Ejler Billes Allé med plads til cirka 600 biler fordelt i otte plan og med en samlet højde på 21 meter.

P-huset opføres af entreprenør Max Bögl, som var økonomisk mest fordelagtig ved licitationen i maj. Det tyske selskab er en relativt ny spiller på det danske marked, men har med over 6.000 ansatte omfattende erfaring med konstruktion af blandt andet parkeringshuse og motorvejsbroer i Tyskland.

Flere på vej

Facaden på P-hus Ejler Bille er tegnet af JAJA Architects, som også står bag P-hus Lüders i Nordhavn. Materialerne er cortenstål og teglsten i vekslende skala og mønstre. Der indgår i projektet begrønning af p-huset, som med tiden vil blive delvist beklædt af grønne slyngplanter.

Opførelsen af P-hus Ejler Bille forventes påbegyndt i efteråret 2016, og de første biler forventes at kunne rulle ind i huset i fjerde kvartal 2017. Det bliver dermed det femte parkeringshus, By & Havn opfører i Ørestad.

Flere p-huse vil blive opført i Ørestad Syd efterhånden som byudviklingen i området skrider frem. I og omkring Arenakvarteret alene forventer By & Havn at opføre fem parkeringshuse.

P-hus Ejler Bille opføres på hjørnet af Ørestads Boulevard og Ejler Billes Allé - markeret med blåt. Visualisering: By & Havn.
P-hus Ejler Bille opføres på hjørnet af Ørestads Boulevard og Ejler Billes Allé – markeret med blåt. Visualisering: By & Havn.

Relateret indhold