Cobe bringer Papirøen til Tyskland

Tegnestuen Cobe står bag masterplanen for Papirøen i København. Nu bliver idéerne bag projektet eksporteret til Tyskland med et 77.000 kvadratmeter stort byggeri på havnefronten i Bremen.
På havnefronten i Bremen skal Cobes hidtil største projekt nu realiseres. Visualisering: Cobe.
På havnefronten i Bremen skal Cobes hidtil største projekt nu realiseres. Visualisering: Cobe.

Europahafenkopf

  • Sted: Bremen, Tyskland
  • Bygherre: Zech Group GmbH
  • Arkitekt: COBE
  • Program: Boliger, kontor, parkering, erhverv og byrum
  • Størrelse: 30.000 m2 kontor, 24.500 m2 ejerboliger, 6700 m2 almene boliger, 8000 m2,
  • erhverv, 7600 m2 parkering, i alt 77.000 m2
  • Lokal arkitekt: Gildehaus Lankenau Architekten BDA
  • Udarbejdelse af lokalplan: BPW baumgart+partner
  • Facadeingeniør: InFaCon GmbH
  • Elingeniør: Ecotec GmbH
  • Konstruktionsingeniør: ConcreTec GmbH & Co. KG, STB Sabotke – Timm & Partner
  • Mekaniske installationer: Ebert Ingenieure GmbH
  • Illustrationer: COBE

I dag tages første spadestik til et 77.000 kvadratmeter stort byggeri på havnefronten i Bremen i Tyskland, tegnet af det danske arkitektfirma Cobe med arkitekt Dan Stubbergaard i spidsen. Han og tegnestuen vandt i 2016 konkurrencen om masterplanen for Papirøen.

Med dette projekt markeres en milepæl i omdannelsen af den tidligere industrihavn i Bremen til et nyt byområde, præcis som med Papirøen. Med sin prominente placering for enden af havneløbet og en karakteristiske skyline skal byggeriet binde den historiske bykerne sammen med Bremens nye bydel.

Vores vision for udviklingen af Europahafenkopf er at skabe et sted, der hylder Bremens historiske bykerne med sine unikke renæssancebygninger og forene den med industrihavnens siloer og pakhuse, som vi også har gjort det med udviklingen af Papirøen.

Arkitekt og grundlægger Dan Stubbergaard Cobe

Projektet, kaldet Europahafenkopf, indeholder boliger, erhverv, kontorer og parkering og finansieres af Gustav Zech Foundation. Zech Group GmbH vil rykke hovedkontoret og mange af virksomhedens medarbejdere ind i en af kontorbygningerne. Europahafenkopf forventes at stå færdig i 2021.

Fra industriområde til bydel

Som så mange havneområder i Europa, gennemgår Bremen havn i disse år en større omdannelse fra industri til nyt byområde.

Som led i den transformation vil Europahafenkopf fungere som bindeled mellem Bremens tidligere havn og nye byudviklingsområde, kaldet Überseestadt, og den historiske bykerne. Europahafenkopf består af fire bygninger, der på afstand danner én samlet, ny skyline for Bremen.

– Vores vision for udviklingen af Europahafenkopf er at skabe et sted, der hylder Bremens historiske bykerne med sine unikke renæssancebygninger og forene den med industrihavnens siloer og pakhuse, som vi også har gjort det med udviklingen af Papirøen. Vi har hentet inspiration fra de to bykvarterer, både hvad angår skala, materialeholdning, detaljering og udformning, og nyfortolket disse karakteristika i byggeriet, siger Dan Stubbergaard, arkitekt og grundlægger af Cobe.

Offentlige haller i gadeplan

Fælles for de fire bygninger er, at de alle indeholder en række store haller i stueetagen, der inviterer forbipasserende indenfor til et væld af offentlige funktioner, såsom caféer, butikker, gallerier og et stort street food marked – hvilket man vil kunne genkende i planerne fra Papirøen. Oven på hallerne placeres både boliger og kontorer, som omkranser indre gårdrum.

Inspirationen fra Bremens historiske arkitektur skal blandt andet kunne ses i Europahafenkopfs nyfortolkning af det karakteristiske saddeltag og i valget af materialer og farver. Den mindste bygning, kaldet Mobilitäts Haus, der bliver et moderne parkeringshus, hvor elbiler og cykler har førsteprioritet, bygges i rødt metal, mens den største bygning, Zechhaus, opføres i rød beton. De to beboelsestårne, Lofthaus Nord og Lofthaus Süd, bygges i rød tegl og kommer til at rumme både private og almene boliger. Samlet set bliver Europahafenkopf et bindeled mellem industrihavnens store skala og den historiske bys farver, detaljer og materialer.

Cobe i Tyskland

Cobe deltog i 2018 i et såkaldt idémesterskab skabt og faciliteret af JES – Julia Erdmann Socialtecture, til Europahafenkopf, hvor Cobe vandt over fem tyske arkitektfirmaer. Med de 77.000 m2 er Europahafenkopf Cobes pt. største byggeprojekt i Tyskland. Projektet er udviklet i tæt samarbejde med Zech Group og Bremen Kommune og forventes at stå færdigt i 2021.

Cobes indtog på det tyske marked blev stadfæstet med bl.a. Adidas Halftime – et nyt konferencecenter, som åbnede officielt i oktober 2018 i Adidas’ hovedkvarter i Sydtyskland. Derudover står Cobe bag udviklingen af Deutzer Hafen – et tidligere industrielt havneområde på 35 hektar i Köln, der i disse år omdannes til nyt byområde.

De 77.000 m2 er fordelt på fire bygninger.
De 77.000 m2 er fordelt på fire bygninger.

Relateret indhold