Dissing+Weitlings Sofias bro vinder svensk stålpris

Over en dyb bækkekløft i Sofiero Slotspark i Helsingborg imponerer de danske arkitekters Sofias bro, som nu har vundet Stålbyggnadspriset 2021.
Foto: Dissing+Weitling.
Foto: Dissing+Weitling.

– En elegant bro, som er perfekt monteret på sin plads over en dyb bækkekløft i Sofieros Slottspark.

Sådan lyder det fra juryen bag Stålbyggnadspriset 2021, der netop har kåret Sofiero gangbro (Sofias bro) i Helsingborg som årets vinder.

Sofias bro spænder over kløften i Sofiero og er inspireret af det unikke parkområdes natur med bakker, kløfter, buede stier og rododendron.

Juryen fremhæver flere særlige forhold ved broen: Indpasningen i de særligt frodige omgivelser, stålkonstruktionen, som giver en illusion af, at broen er snoet, om end kassedrageren er lige samt det forhold, at broen er lige så smuk at se på nedefra som oppefra. Dertil kommer, at broen bevidner det frugtbare ved at ingeniør og arkitekt arbejder sammen i hele processen.

Broen er en let og nærmest transparent buet stålkonstruktion, der svæver over kløften, og grebet er en bro i ét spænd med strukturel støtte underneden, som ikke spolerer naturen. Foto: Dissing+Weitling.
Broen er en let og nærmest transparent buet stålkonstruktion, der svæver over kløften, og grebet er en bro i ét spænd med strukturel støtte underneden, som ikke spolerer naturen. Foto: Dissing+Weitling.

– Brodækket buer i en åben s-form og forbinder sig med parkens snoede stier. Broen giver en illusion af, at den bøjer sideværts, men dens konstruktive kassebjælke er lige. Ved at udnytte bjælkens vridningsstivhed har det været muligt at bygge en konstruktionsmæssigt simpel konstruktion, samtidig med at alle opfatter broen som snoet. Her er stålets muligheder udnyttet godt. Hele broens form, de slanke og elegante detaljer, vidner om, hvor godt det kan blive, når arkitekt og designer har arbejdet sammen fra skitse til udførelse, siger juryen.

Mindst mulig indgriben i omgivelserne

Sofiero gangbro er skabt i samarbejde med ingeniør Schlaich Bergermann Partner / Becht og entreprenør Bladt Industries for bygherre Helsingborg Stad.

Stålstrukturen med et værn udgøres af lette V-formede stænger, som spænder et fint net i tynd stålwire ud. Værnets håndliste er af træ og har indbygget LED-belysning, som giver den elegante bro en diset, stemningsskabende belysning i døgnets mørke time. Grebet er en bro i ét spænd med strukturel støtte underneden.

Den er konstrueret off-site, samlet på stedet og løftet på plads. Samtidig harmonerer broens kabelunderspændte brodrager med brodækkets slyngende forløb:

– Trods den ustabile grund og den tilgroede beplantning, som har betydet særlige tekniske hensyn til design og anlægsarbejde, har vi skabt en bro med mindst mulig indgriben i omgivelserne, siger arkitekterne.

Relateret indhold