Tæt træ-samarbejde vil redde regnskoven

Den danske trævirksomhed Keflico går sammen med en række internationale aktører fra træbranchen for at sikre en mere ansvarlig udvikling i regnskoven i Amazonas.
Skovrydningen i Amazonas nået sit højeste niveau i 12 år. Pressefoto.
Skovrydningen i Amazonas nået sit højeste niveau i 12 år. Pressefoto.

Om initiativet

  • Ifølge Keflico er en af de største udfordringer, at der er usikkerhed blandt træproducenterne i forhold til, om efterspørgslen på FSC-certificeret træ er stor nok. Et af formålene med initiativet er derfor at sende et signal om, at markedet for det miljøcertificerede træ er til stede.
  • Udover Keflico er Dansk Træforening samt de danske træimportører Global Timber og Wennerth Wood desuden en del af initiativet. Derudover har en række trævirksomheder i Storbritannien, Holland, Tyskland, Belgien, Italien, Frankrig og Portugal tilsluttet sig initiativet.
  • I 2020 blev et skovområde med truede dyrearter og et rigt planteliv på størrelse med Sjælland, Fyn og Lolland tilsammen fældet i Amazonas-regnskoven i Brasilien. Skovrydningen i regnskoven har dermed nået sit højeste niveau i 12 år, ifølge Brasiliens rumfartsagentur, INPE.

Træproduktionen i Amazonas-regnskoven er faldet med knap 70 procent over de seneste 20 år. Samtidig har skovrydningen i Amazonas nået sit højeste niveau i 12 år. Den store skovhugst har spredt sig til hjertet af regnskoven og afbrændingerne frygtes at sætte rekord igen i år. Årsagerne skal især findes i industrielt landbrug og produktion af kød og soya, ifølge IDH – The Sustainable Trade Initiative. For at bidrage til en bæredygtig udvikling i Amazonas, biodiversiteten og klimaet generelt går Keflico med i et fælles internationalt initiativ.

– Hvis vi som importør vil bidrage til at gøre regnskoven i Amazonas mere bæredygtig, bliver vi nødt til at samle branchen og danne fælles front, lyder det fra chef for Sourcing & Compliance i Keflico, Kasper Kopp, som fortsætter:

– Derfor går vi nu ud med det her initiativ, som blandt andet indebærer en opfordring til at støtte bæredygtig skovdrift og træproduktion samt gøre opmærksom på, at der er øget behov for bæredygtighedscertificerede skovområder og træbaserede produkter herfra. Vi har allerede mødt meget positiv opbakning og håber, at endnu flere vil tilslutte sig, så vi kan lykkes med at gøre en forskel.

Det nye initiativ bygger på en række rapporter udarbejdet af blandt andre det brasilianske konsulentfirma Imaflora samt den Danida-støttede NGO IDH, der blandt andet viser udviklingen i Amazonas-regnskoven over de seneste 20 år inden for træproduktionen, men også skovrydningen samt kortlægning af årsagerne.

Træ skal give flere knaster

Ifølge Keflico, som samarbejder med skovejere i Brasilien, er der konkrete indsatser, som forhåbentlig kan være med til at vende udviklingen.

– Det grundlæggende problem er, at det ikke altid er en den bedste forretning at drive bæredygtigt skovbrug i Amazonas. Mange af træerne bliver derfor brændt eller fældet for at gøre plads til mere rentabelt landbrug med sojabønner og kvæggræsning, der hurtigt udpiner jorden og driver landmændene endnu længere ind i skovene. For at bevare regnskoven er det derfor nødvendigt at gøre bæredygtig træproduktion til en god økonomisk forretning og investering. På den måde er der en interesse i at bevare skoven gennem skovdrift, forklarer Kasper Kopp.

Han fremhæver, at det for udenforstående umiddelbart kan lyde positivt, at træproduktionen i Amazonas er faldet voldsomt, men i realiteten er det faktisk et problem, fordi alternativet oftest er rovdrift og afbrænding af træer til fordel for landbrug. Han mener derfor, det nødvendigt at sikre en bæredygtig træproduktion, hvis man vil bevare regnskoven.

Potentiale for over syv millioner hektarer

Med initiativet viser parterne deres interesse i at fremme træ fra bæredygtige, ikke-destruktive kilder, bæredygtig skovdrift, FSC® (Forest Stewardship Council)-certificeret træ og mindre kendte træarter. Særligt er der et konkret potentiale i at lade flere skovområder blive bæredygtighedscertificeret ud fra de høje standarder inden for FSC-certificeringen, der forhåbentlig kan vise sig nyttigt i forhold til at vende den negative udvikling og sikre en mere bæredygtig træproduktion og skovdrift.

– Vi ser et stort uudnyttet potentiale i at øge de brasilianske koncessionsområder, hvor staten giver private aktører lov til at drive lovlig skovdrift. Driften i de statslige koncessioner svarer nemlig stort set til de høje standarder hos FSC, som er en af de mest anerkendte og anvendte miljøcertificeringer i Danmark og resten af verden. På den måde kan koncessionsområderne relativt nemt konverteres til FSC-standarder, som vil sikre den bæredygtige produktion af træ. Helt konkret vurderer Imaflora, at der er potentiale til at øge områderne til mere end syv millioner hektarer – det er mere end en tredobling af de nuværende FSC – certificerede skovarealer i Amazonas, lyder det fra Kasper Kopp.

Bæredygtig skovdrift, som det kendes under en FSC-certifikatet, betyder, at der stilles en række krav, ikke bare til natur og miljøforhold, men også til sociale forhold. Med certificering udlægges større skovarealer til beskyttet natur, mens arealer, hvorfra der tages tømmer, forvaltes med en bæredygtig skovdrift. Typisk med en lang rotation mellem fældninger og med hensyntagen til skovens robusthed, træarter og beskyttelse af truede arter.

Relateret indhold