Funderingsspecialist får ny mand i front

Efter 21 år i virksomheden har direktør og medejer Kent Steffensen valgt at fratræde i Uretek og give stafetten som CEO videre til Lars Erik Nielsen.
Kent Steffensen (t.v.) fratræder nu sin stilling som CEO i Uretek, og Lars Erik Nielsen overtager stafetten. Pressefoto.
Kent Steffensen (t.v.) fratræder nu sin stilling som CEO i Uretek, og Lars Erik Nielsen overtager stafetten. Pressefoto.

Besøger man Uretek, en af landets specialister inden for fundering og stabilisering, vil man fremover møde et nyt ansigt på chefgangen.

Direktør og medejer Kent Steffensen har ønsket at træde tilbage og Lars Erik Nielsen er rekrutteret til at varetage posten som CEO pr. 1. maj.

Lars Erik Nielsen har entreprenørbranchen i blodet. Han har gennen mange år beskæftiget sig med salg, ledelse og virksomhedsudvikling inden for flere bygevirksomheder, og når han indtræder som direktør, får han ansvaret for både Uretek og søstervirksomheden GrowTek.

– Lars Erik Nielsen har stor erfaring i at styre små og store projekter til succes, og i ham har vi fundet den direktør, som vi tror på, vil bringe Uretek og GrowTek de næste skridt frem på markedet, siger Lars Egsvang, bestyrelsesformand i Uretek Holding.

– Vi har store ambitioner, og med Lars Erik Nielsen ved roret,forventer vi at skabe vækst og nye arbejdspladser allerede i 2021.

Menneskerne bliver nøglen

Lars Erik Nielsen ser frem til at træde ind i rollen og vil særligt fokusere på de menneskelige ressourcer som omdrejningspunkt for den videre succes.

– Jeg ser frem til at overtage anførerbindet. Det bliver min opgave at se på Uretek og GrowTek med nye, friske øjne og vurdere, hvordan jeg bedst bidrager til udviklingen, fortæller han.

– Mit største fokus vil være på medarbejderne. Jeg vil sikre mig, at alle på holdet bidrager til at spille hinanden gode og at alle ved, hvad der arbejdes hen imod. Med et stærkt hold skal vi gennem målrettet salg skabe øget synlighed i hele Danmark, så vi bliver det naturlige førstevalg, siger Lars Erik Nielsen.

Vender en ny side i bogen

I sine mange år som direktør og medejer har Kent Steffensen ledet Uretek gennem en imponerende vækstrejse, der blandt andet resulterede i hele fem gazellepriser i træk i virksomhedens tidlige år. Nu har han besluttet sig for at tage hul på et nyt livskapitel.

– De sidste to årtier har været en fantastisk rejse og udvikling med Uretek. Vi har præsteret nogle flotte resultater gennem årene, også på kundetilfredsheden, og det gør mig utrolig stolt at se tilbage på. Nu har jeg valgt at prioritere mere tid med min familie, og jeg er sikker på, at Uretek er i trygge hænder hos Lars Erik, som jeg ser frem til at samarbejde med i mit fortsatte virke som bestyrelsesmedlem, siger Kent Steffensen.

Relateret indhold