Det er Give Steel, der er hyret til at levere og montere i alt over 10.000 tons stålkonstruktion til de 76.800 m2 store fabrikshaller, hvor betonelementerne til Femern-Bælt forbindelsen skal produceres. Til stålmontagen skal der bruges næsten 50.000 bolte.
I 2022 har Give Steel leveret 180 tons stålkonstruktion til Femern – om ugen. Virksomheden varetager også levering af tag og facade og håndterer flere andre fagentrepriser, der er koblet til leverancen.
Stålproducenten har i 2022 også leveret ca. 95.000 m2 tag og facadebeklædning ud af de i alt 146.000 m2, der står i ordrebogen. Disse er stadig under installation.
De tre fabrikshaller beklædes med sandwichpaneler i 30 meters højde. En tag- og facadeløsning så stor, at den har lagt grundstenene til Give Steels egen facadeafdeling.
Designet til kraner
Stålkonstruktionerne er designet og beregnet til at kunne bære flere traverskraner med spændvidder på helt op til 35 meter. Certex Danmark leverer i alt 29 kraner som underleverandør til Give Steel. Heraf er de 11 kraner monteret og taget i drift i 2022.
Femern Bælt-forbindelsen er danmarkshistoriens største infrastrukturprojekt. Den 18 km lange tunnel mellem Lolland og Tyskland, der bliver verdens længste sænketunnel, forventes at stå færdig i 2029.