PFA skyder byggeri i gang på Nordhavn

Over de kommende år skal der opføres over 100 private boliger samt 300 hotelværelser og to moderne kontorejendomme i Københavns nye byområde, Nordø.
Området, der tidligere er blevet omtalt som Redmolen, vil fremadrettet være kendt under projektnavnet Nordø. Foto: PFA.
Området, der tidligere er blevet omtalt som Redmolen, vil fremadrettet være kendt under projektnavnet Nordø. Foto: PFA.

Byggeriet på en af Københavns mest unikke placeringer er nu gået i gang, og samtidig med opførelsen skifter det bæredygtige byområde i Københavns Nordhavn også navn. Området, der tidligere er blevet omtalt som Redmolen, vil fremadrettet være kendt under projektnavnet Nordø. Det oplyser bygherren PFA i en pressemeddelelse.

PFA står for den samlede udvikling af området, og ifølge Mikael Fogemann, Head of Nordic Real Estate hos PFA, er det tid til et nyt navn, nu hvor byggeriet er gået i gang.

– Nordø er et helt enestående byggeprojekt med en helt unik beliggenhed i Københavns Nordhavn. Områdets størrelse og placering som ø giver os som bygherre mulighed for at skabe et attraktivt og bæredygtigt område med en helt særlig identitet. Det gælder også i forhold til det arkitektoniske udtryk. Med navnet Nordø får vi nu på fineste vis forenet den unikke placering med områdets udtryk, kultur og historie, siger Mikael Fogemann, Head of Nordic Real Estate hos PFA.

55.000 kvadratmeter med fin udsigt

Nordø, der udgør et byggeareal på omkring 55.000 kvadratmeter i Københavns Nordhavn, består af fem store byggefelter. Her skal der med PFA som bygherre over de kommende år opføres 115 energivenlige boliger, cirka 300 hotelværelser samt to moderne kontorejendomme.

De mere end 100 boliger vil blive opført med henblik på salg til private, og salgsstarten ventes at ligge i slutningen af oktober.

Erhvervsejendommene vil som en del af investeringsstrategien indgå i PFA’s ejendomsportefølje til udlejning til private selskaber eller offentlige lejere.

Forventningen på nuværende tidspunkt er, at Nordø vil stå færdig omkring 2023.

Relateret indhold