Optur for installationsbranchen

El- og vvs-virksomhederne har under et for femte år i træk haft stigende omsætning, og væksten i branchen har været næsten dobbelt så stor som for dansk økonomi generelt. Tekniq forventer, at fremgangen bliver ved de kommende år - men i reduceret tempo.
Alt i alt er udsigterne de kommende par år ganske lyse, mener administrerende direktør Niels Jørgen Hansen fra Tekniq. Pressefoto.
Alt i alt er udsigterne de kommende par år ganske lyse, mener administrerende direktør Niels Jørgen Hansen fra Tekniq. Pressefoto.

Den samlede omsætning for de danske el- og vvs-virksomheder steg i 2018 med to milliarder kroner til en samlet omsætning på 53 milliarder kroner, hvilket svarer til en vækst på fire procent. Det er femte år i træk med vækst i branchen.

Det viser den netop offentliggjorte årlige markedsanalyse fra Tekniq.

– Væksten har det seneste år været lidt større, end vi forventede, men den foregår stadig i et tempo, hvor branchen som helhed kan følge godt med. Det er også værd at notere, at væksten i installationsbranchen over en femårig periode faktisk har været dobbelt så høj som den generelle vækst i dansk økonomi. Siden 2013 er dansk økonomi vokset med 10,2 procent, mens fremgangen i installationsbranchen i samme periode er på hele 19,5 procent. Det er ganske godt gået, siger Niels Jørgen Hansen, adm. direktør i Tekniq.

Hattrick af vvs’erne

Det var især vvs-branchen, der ligesom de to foregående år førte an i væksten i 2018. Her var fremgangen i omsætningen på hele 5,1 procent, mens den i elbranchen var på 3,2 procent. Det skyldes, at det stigende boligbyggeri bidrager mere til aktiviteten i vvs-branchen end i elbranchen.

– Omvendt betyder det også, at en mindre vækst på dette område vil reducere væksten mere for vvs-virksomhederne end hos elvirksomhederne de kommende år, siger Niels Jørgen Hansen.

Fremtidig vækst i roligere tempo

Forventningerne er, at væksten vil være på tre procent i 2019 og to procent i 2020. Det er stadig højere end forventningerne til den samlede danske økonomi, hvor man regner med en vækst på cirka 1,5 procent begge de to kommende år.

– Alt i alt er udsigterne de kommende par år ganske lyse. Men som tidligere undersøgelser viser, så er omsætning ikke alt. Installationsvirksomhederne skal også være bedre til at tjene penge på den stigende omsætning, så de kan skabe et solidt fundament at stå på, når kurverne begynder at vende, fastslår han.

Relateret indhold