Undervisningsministeriet har netop offentliggjort nye praktikpladstal for november sidste år. Tallene viser, at antallet af indgåede uddannelsesaftaler og lærlinge i ikke mindst landets el- og vvs-installationsvirksomheder bliver ved med at stige.
Således blev der indgået sammenlagt 13,3 procent flere aftaler i forhold til samme periode året før (9,5 procent indenfor el og 23,8 procent indenfor vvs), mens der for alle erhvervsuddannelser var tale om en stigning på 6,4 procent.
– Det er virkelig flotte tal, som i høj grad er udtryk for den vækst i omsætningen, installationsbranchen oplever i øjeblikket. Samtidig understreger det behovet for en stadig strøm af faglært arbejdskraft med den opdaterede viden, de nye lærlinge kan byde ind med, siger Tina Voldby, underdirektør hos Tekniq.
Tekniq repræsenterer 2.800 tekniske installationsvirksomheder. Installationsbranchen beskæftiger 45.000 medarbejdere og har en årlig omsætning på 50 milliarder kroner. Medlemsvirksomhederne beskæftiger sig med tekniske installationer, primært inden for det autoriserede område.