Entreprenør: Pladsmangel udfordrer byggepladser i storbyerne

Plads til leverancer og opbevaring af materialer kan være en udfordring, når der bygges mellem eksisterende bygninger og i trange gader, fortæller projektleder hos Gråkjær.
Det var en uvant opgave for Gråkjær at bygge i et tæt bebygget område. Foto: Gråkjær.
Det var en uvant opgave for Gråkjær at bygge i et tæt bebygget område. Foto: Gråkjær.

Totalentreprenøren Gråkjær har netop afleveret et boligbyggeri på Tranevej i Københavns Nordvestkvarter. Byggeriet af ejendommen, der rummer 25 lejligheder, krævede grundig planlægning med naboer til tre sider helt tæt på.

– Vi har været udfordrede af beliggenheden og den begrænsede plads på byggepladsen, som har gjort det vanskeligt at få leveret og opbevare byggematerialer, fortæller projektleder hos Gråkjær, Torben Mortensen. Han plejer ellers at have langt mere udenomsplads til rådighed på sine byggepladser. Alligevel er han tilfreds med projektet.

Planlægning og gode håndværkere

At projektet lykkedes, skyldes ifølge projektlederen god planlægning og en ihærdig indsats fra håndværkerne.

– Gennem nøje planlægning gennem hele processen er det lykkedes, og vi har endda kunne skære to måneder af byggetiden, fortsætter han.

Investeringsselskabet Koncenton har arbejdet sammen med Gråkjær på projektet. Her melder man sig klar til at gentage indsatsen.

– Gråkjær har afleveret et mangelfrit byggeri i virkelig flot kvalitet og finish. Og så er det afleveret to måneder før tid. Vi er super tilfredse og ser frem til at fortsætte samarbejdet i andre projekter, siger indkøbschef hos Koncenton, Anders Bangsgaard.

Projektet på Tranevej består af en ejendom i 6 etager med 25 lejligheder på i alt 3.500 kvadratmeter. Desuden er der p-kælder og fælles tagterrasse til beboerne. Alle lejligheder har altan ud til den fælles gårdhave.

Relateret indhold