Fransk-tysk konsortium skal bygge Sydhavns nye metro

Metroselskabet har udpeget vinderne af udbuddene af Sydhavnsmetroen.
Illustration: Metroselskabet.
Illustration: Metroselskabet.

Fakta

  • Strækningen på Sydhavnsmetroen er 4,5 kilometer.
  • Den for fem nye stationer: Havneholmen, Enghave Brygge, Sluseholmen, Mozarts Plads og Ny Ellebjerg.
  • I februar 2015 vedtog Folketinget, at der skal bygges metro til Sydhavn. Den nye metrolinje til Sydhavn vil bestå af fem nye stationer fra Havneholmen til Ny Ellebjerg og forventes at stå klar i midten af 2024.
  • Anlægsbudgettet, som er indeholdt i principaftale af juni 2014, er på 9, 1 mia. kr. i 2017-priser inkl. 30 pct. korrektionsreserve. Tilbagebetalingstidspunktet for Metroselskabets gæld er ifølge langtidsbudgettet 2065.

Metroselskabet har nu udpeget vinderne af udbuddene til de store opgaver med at opføre stationer og lægge skinner på den nye metrostrækning til Sydhavn. Det skriver de i en pressemeddelelse.

Det tysk-franske konsortium TUNN3L JV, der består af HOCHTIEF Infrastructure GmbH og VINCI Construction Grands Projects, skal stå for at bygge de fem nye metrostationer, ligesom de også skal lægge 4,5 kilometer skinner.

JV (Rhomberg Bahntechnik GmbH og EFACEC Engenharia e Sistemas, S.A.) skal anlægge spor, skinner og teknik på Sydhavnsmetroen.

Sydhavnsmetroen bliver en forlængelse af den kommende metrolinje M4, der skal gå fra Orientkaj i Nordhavn og til Sydhavn via Cityringen i centrum af København.

De fem nye stationer vil give 16 millioner rejser om året i 2035, skriver Metroselskabet i pressemeddelelse.

– Med Sydhavnsmetroen skaber vi et endnu stærkere kollektivt trafiknet, der skal mindske trængsel og øge mobiliteten i hovedstadsområdet. Når Sydhavnsmetroen åbner i 2024, vil vi gøre det nemmere at komme rundt i hovedstaden, siger Metroselskabets bestyrelsesformand Jørn Neergaard Larsen.

For 9,1 milliarder metro

Sydhavnsmetroen har en budgetramme på 9,1 milliarder kroner inklusiv 30 procents korrektionsreserve. Forud for udpegningen af vinderne har der været et forhandlingsforløb med otte bydere.

– Vi har haft en rigtig god forhandlingsproces, og der har været stor interesse for at bygge Sydhavnsmetroen. Vi har haft højt kompetente bydere og har fået tilbud af høj teknisk kvalitet, og som prismæssigt har ligget tæt. Samtidig har vi haft en god dialog om de krav, vi stiller i arbejdsprocessen, siger Henrik Plougmann Olsen, administrerende direktør i Metroselskabet.

Relateret indhold