Virksomheden Komproment har taget begreberne cirkulær økonomi og bæredygtighed og gjort dem helt lavpraktiske med en ny og håndgribelig manual rettet mod fremtidige generationer.
– Vi vil gerne nedbryde de uhåndgribelige begreber om bæredygtighed og cirkulær økonomi til praksis. Det skal stoppe med at være ‘bullshit-bingo’ med tomme ord, siger Niels Heidtmann, der er medejer og eksportdirektør i virksomheden Komproment.
Han viser et lamineret A4-ark, der er monteret bag en af virksomhedens facadeløsninger. På arket står oplysninger om alle materialerne, hvor de kommer fra, og på hvilken måde de kan genbruges. Blandt materialerne er eksempelvis aluminium, rustfrit stål, tegl og natur-skiffer. Det laminerede A4-ark er kun midlertidig og kun for at vise, hvilke informationer og vejledninger Komproment i fremtiden vil montere ved sine tag- og facadeløsninger. Virksomheden arbejder på en mere permanent løsning som i fremtiden skal være ‘den sorte boks’. Det bliver, ifølge Niels Heidtmann, med materialeinformationerne ‘printet’ på genbrugsaluminium.
‘Sort boks’ for materialer
Idéen til informationsarket, som Niels Heidtmann refererer til som en ‘sort boks’ for byggematerialerne, kom, efter virksomheden opnåede ‘Cradle to cradle’ certificering på en række af dets produkter. Virksomheden ville, ifølge Niels Heidtmann, tage skridtet fuldt ud og gøre det let for folk, også langt ude i fremtiden, at genbruge byggematerialerne på den bedste mulige måde.
– Hele vores arbejde med cirkulær tankegang har været, at ting skal kunne genbruges, siger han.
Selvom informationer om materialerne og genbrug er tilgængeligt på nettet, giver det, ifølge Niels Heidtmann, meget bedre mening, at placere informationerne der, hvor materialerne er.
– Vi spurgte os selv om, hvorfor de informationer, folk har brug for, ikke er tilgængelige ‘on-site’, siger han.
Han lægger meget vægt på, at det selv om flere hundrede år skal være let at få oplysninger og instruktion i, hvordan materialerne genanvendes.
– Man kan sige, at det er vores forsøg på at lave en version af Jelling-stenene. De står der, de er tilgængelige, og vi kan læse direkte på dem, siger Niels Heidtmann.
Kvaliteten af materialer
Muligheden for at kunne dokumentere præcist, hvilke materialer, der er tale om, er for Niels Heidtmann vigtigt.
– Jeg har selv for nylig solgt genbrugsaluminium, men fordi jeg ikke kunne bevise, hvilken kvalitet, der var, fik jeg ikke den rigtige pris for metallet, siger Niels Heidtmann.
Dokumentation og sporbarhed er derfor vigtige led i Komproments filosofi om bæredygtighed og cirkulær økonomi.
– Vi vil gerne have, at vores kunder i fremtiden kan bevise, hvilke materialer der er tale om, så vi fastholder værdien og sporbarheden i dem, siger Niels Heidtmann.
Vugge til vugge
‘Cradle to cradle’ er en certificeringsordning, hvor der, ud fra fem hovedkriterier, vurderes bæredygtighed og materialesundhed. I samarbejde med Vugge til vugge ApS, og særligt direktøren Annette Hastrup, fik Komproment hjælp til at få flere af virksomhedens produkter certificerede. Det var i det samarbejde, at idéerne om bæredygtighed og cirkulær økonomi tog fart, og blev en del af Komproments produkter.
– Vi tænkte som sædvanligt på funktionalitet og design, som de væsentligste elementer. Men med Annette i projektgruppen fik vi bæredygtighed med til bords i alle beslutninger. Adskillelse og materialevalg har været med fra første minut, har Niels Heidtmann tidligere udtalt om samarbejdet.