Støjsikringen af Silkeborgmotorvejen har ikke været god nok, skriver Vejdirektoratet i en pressemeddelelse. Derfor kigger de nu på nye løsninger, der kan begrænse generne med støj.
– Mens motrovejen har afhjulpet støjgener hos beboere langs den gamle Ringvej, må vi samtidig erkende, at den har skabt nye støjgener for beboere andre steder. Vi kan konstatere, at der er en række forhold ved motorvejsprojektet, der gør, at støjsikringen af strækningen ikke lever op til det, som beboerne kan forvente, skriver Vejdirektoratet.
Tre fokusområder
Det primære fokus bliver på tre områder. På den nedgravede motorvejsstrækning vil direktoratet undersøge muligheden for at sætte støjabsorberende materiale på støttevæggene. I området omkring Sensommervej undersøges der ligeledes muligheder for støjreducering, imens de er ved at revurdere, hvilke huse, der kan søge tilskud til facadeisolering – herunder bladnt andet Silkeborg Højskole.
De samlede omkostninger løber op i omkring 33-38 millioner kroner.
– Der arbejdes fortsat på at kvalificere ovennævnte tiltag, som kan afholdes inden for projektets bevilling. Vi vil indenfor kort tid tage stilling til den endelige udformning, for der er ingen tvivl om, at vi tager støjforholdene omkring Silkeborgmotorvejen meget alvorligt, siger anlægs- og driftsdirektør Michael Kirkfeldt fra Vejdirektoratet.