I marts bestod de svendeprøven. I juni fik de studenterhuen på. Den 31. august fik de overrakt beviset for, at de er uddannet EUX-tømrere fra Learnmark Horsens.
Det har været et travlt forår for Learnmark Horsens’ 10 første EUX-tømrere. Ud over deres svendeprøve har de eksempelvis haft 125 timer matematikundervisning, afleveret en større skriftlig opgave, udarbejdet og mundtligt forsvaret et tværfagligt eksamensprojekt og været til fire gymnasiale eksaminer.
Den arbejdsmængde anerkendte og roste uddannelsesleder Morten Hougaard til dimissionen de nyudlærte EUX-tømrere for.
– I kan være stolte af jer selv. Jeg er af den klare opfattelse, at EUX er den hårdeste ungdomsuddannelse, man kan tage. I skal være dygtige både teoretisk og fagligt, I skal kunne begå jer på både HTX, Tech, hos mester, blandt voksne kolleger og kunder, og I skal læse gymnasiefagene hurtigere og mere effektivt, end de øvrige gymnasieelever på HTX, sagde Morten Hougaard i sin tale til dimissionen.
2 i 1-uddannelse
En EUX-uddannelse er en kombinationsuddannelse, hvor man både bliver student og faglært på én gang. Det vil sige, at man både kan læse direkte videre eller arbejde som tømrersvend, når har færdiggjort uddannelsen.
Direktør Niels Yde sagde i sin dimissionstale til de nyuddannede EUX-tømrere, at det kræver mandsmod, tilpasningsduelighed og modenhed at tage en EUX-uddannelse.
– I skal bevæge jer i forskellige verdener med vidt forskellige måder at være ung på. Vi ved godt, at det har været hårdt til tider ? at I er blevet udfordret. Men nu er I her, og jeg vil vurdere, at I står med de bedste kort på hånden til fremtiden. Her skal men netop kunne begå sig i mange forskellige sammenhænge og på nye måder. Det har I bevist, I kan ved at kombinere fagligheder på EUX, sagde Niels Yde.
Tre ud af de 10 nyuddannede EUX’ere fortsætter på enten ingeniør- eller bygningskonstruktørstudiet. De øvrige har eller søger job som tømrersvend for at få rutine i håndværket og tjene nogle penge.