Facebook er en god platform, når man vil skabe opmærksomhed omkring en uddannelse. Det faktum vil Gulvbranchen nu udnytte, hvor de – i forbindelse med DM i Skills – lancerer en ny Facebook-side. Formålet er ganske enkelt at øge unges kendskab til gulvlæggerfaget for at forhindre mangel på kvalificeret arbejdskraft. Facebook-siden har fået navnet “Bliv gulvlægger”.
– Vi er kommet på Facebook for at udbrede kendskabet til gulvlæggeruddannelsen. Vi tror på, at flere vælger uddannelsen, hvis de bliver oplyst om de gode job- og indtjeningsmuligheder, man har som gulvlægger, siger branchechef i Gulvbranchen i Dansk Byggeri, Anders Hjorth Jensen, i en pressemeddelelse.
– Vi har også arrangeret et event ved DM i Skills for at tiltrække de mange unge folkeskoleelever, der besøger mesterskaberne. Ved Gulvbranchens stand bliver der uddelt T-shirts med ordspillet “Vil jeg være gulvlækker?”, og hvis de tager et selfie til Facebooksiden med den på, kan de vinde en iPad, fortsætter Anders Hjorth Jensen.
DM i Skills plejer at tiltrække omkring 50.000 folkeskoleelever fra hele landet. Mesterskabet finder i år sted i Gigantium i Aalborg den 26.-28. januar, hvor blandt andre seks gulvlæggere dyster om at blive Danmarks bedste gulvlæggerlærling.