Boliger erstatter erhverv i højhus

På Frederiks Plads i Aarhus vil ejendomsselskabet Bricks bygge et 24 etager højt boligtårn, som ellers oprindeligt var planlagt til kontorer.
Boligtårnet opføres på den nordlige del af Frederiks Plads - tæt ved et andet tårn, Aarhus City Tower. Visualisering: C.F. Møller.
Boligtårnet opføres på den nordlige del af Frederiks Plads - tæt ved et andet tårn, Aarhus City Tower. Visualisering: C.F. Møller.

Om Frederiks Plads

  • – Frederiks Plads ligger på det tidligere DSB komponentværksted.
  • – Udvikler: Bricks
  • – Arkitekt: C.F. Møller A/S
  • – Ingeniør: Rambøll A/S
  • – Totalentreprenør: NCC Construction A/S

250 lejligheder samt detailhandel i stueplan. Det er hvad det kommende 24-etager høje tårn på Frederiks Plads i Aarhus får.

Det århusianske ejendomsselskab har sammen med NCC udviklet hele grunden, og oprindeligt var det meningen at NCC skulle opføre erhverv på grunden. Men NCC har nu overdraget grunden tilbage til Bricks, som i stedet vil opføre lejligheder på arealet.

– Efterspørgslen efter de boliger, der allerede er opført på pladsen har været stor, og vi har stadig mange henvendelser fra folk, der ønsker at bo på Frederiks Plads. Derfor har det været naturligt at imødekomme efterspørgslen og søge at inddrage mere areal til boligformål på området, siger Martin Busk, direktør i Bricks.

Ændring i lokalplanen

Frederiks Plads er en helt ny bydel med både boliger, butikker og erhverv. Pladsen binder Frederiksbjerg sammen med bymidten og den nye havnefront.

Konverteringen fra erhverv til bolig kræver dog en ændring af den eksisterende lokalplan, og der er derfor lokalplanarbejde i gang for øjeblikket.

Hvis lokalplanprocessen går som planlagt, vil opførelsen af de ekstra boliger gå i gang efter sommerferien.

Administrerende direktør i NCC Property Development, Ole Faurby, der hidtil har arbejdet med planer om at opføre kontor på arealet, er mere end tilfreds:

– Den fælles aftale er det helt rigtige i forhold til vores timing. Vi er for øjeblikket i gang med at opføre et kontorhus, et såkaldt Company House, i det modsatte hjørne af Frederiks Plads, og kan Bricks igangsætte boliger nu, betyder det, at bydelen hurtigere bliver færdig. Det kommer også vores lejere til gode, siger han.

Relateret indhold