Hvis man er til ekstreme bungy jump, må den nye Beipanjiang Bridge i Kina være en ren lækkerbisken. Hele 565 meter er der fra broen og ned til floden, der løber i bunden af den dal, den nye bro krydser. Dermed er der tale om verdens højeste af sin slags.
Det er dog ikke for bungy jumperes skyld, at broen er bygget. I stedet forbinder den de to kinesiske provinser Yunnan og Guizhou. Det tog tre år at bygge broen, og i alt har omkring 1.000 ingeniørere og teknikkere har været involveret i projektet.
Broen har et spænd på 1.341 meter, og den reducerer rejsetiden mellem de to byer Liupanshui og Xuanwei med mere end tre timer.