Der var stor glæde forleden dag, da bundpladen til prototypen på et helt ny havmøllefunda-ment blev støbt færdig i Frankrig. Der er tale om et fundament, som om få måneder skal in-stalleres på 27 meters dybde ca. 17 km fra land ud for Fécamp. Bag udviklingsprojektet står Norske Seatower, danske MT Højgaard og franske Eiffage TP, som udfører projektet for det franske energiselskab EDF Energies Nouvelles, danske DONG Energy og tyske wpd Offshore.
23 meter i diameter
Bundpladen til den nye prototype måler lidt over 23 meter i diameter og er godt en meter høj. Kampvægten på det færdige fundament med ballast og målemast er imponerende 1.760 tons.
– Det er den første store milepæl i produktionen af det nye gravitations-betonfundament, og støbningen forløb helt efter planen. Nu følger opbygningen af den kegleformede konstruktion af beton og montage af stål-overgangsstykket samt målemast oven på selve bundpladen, og om få måneder er fundamentet klar til at blive søsat og slæbt til havs, fortæller Kim R. Andersen, direktør for divisionen Offshore & Stålbroer i MT Højgaard.
Fundamentet sænkes ned på havbunden via ballastering med vand. Forinden er havbunden forberedt således, at fundamentet er selvnivellerende.
Nytænkning nødvendig
MT Højgaard er med over 20 års erfaring blandt de mest erfarne aktører inden for installation af både beton- og monopælefundamenter. Udviklingen af en ny type fundamenter ser Kim Andersen som en nødvendighed for en fortsat udvikling af havmølleenergi som et økonomisk attraktivt alternativ:
– Der er meget langt fra ældre modeller af betonfundamenter. Det nye gravitations-betonfundament er ikke alene skabt til steder, hvor havbundsforholdene gør det direkte umuligt at banke monopæle ned. Fundamenterne er også velegnede til større havdybder, fortæller han.
Bæredygtig økonomi
Med slæbebåde og uden brug af store installationsfartøjer kan adskillige fundamenter installeres parallelt inden for et kort vejrvindue, selv når der er høje bølger. Metoden er desuden skånsom mod miljøet i kraft af mindre belastning af havbunden og ingen støj, som påvirker dyrelivet.
– I takt med at havvindmølleparkerne flytter ud på dybere vand, er det af afgørende betydning, at anlægsomkostningerne holdes nede. Ellers er det ikke længere økonomisk bæredygtigt, siger Kim R. Andersen.