Moelven ser ud til at have fået vind i sejlene. Således tjente virksomheden 53,7 millioner norske kroner på driften i første kvartal af 2014. Det er 117,6 millioner mere end samme kvartal sidste år. Driftsindtægterne er ligeledes blevet forbedret, i og med det gik fra 1.848,7 millioner norske kroner i første kvartal i 2013 til 2.259,6 millioner i 2014.
Samme billede skinner igennem på resultatet før skat, som i år er 32,9 millioner norske kroner mod minus 69,8 for samme periode sidste år.
– Resultatfremgangen skyldes både forbedrede markedsforhold, højere aktivitetsniveau og interne forbedringer. Ud over det løbende dag til dag-forbedringsarbejde mærker vi også effekten af, at igangsættelsesfasen for mange større investeringer er nået langt, siger koncernchef Hans Rindal fra Moelven Industrier ASA i en pressemeddelelse.
Glad for udviklingen
Hans Rindal er glad for resultatfremgangen, især set i forhold til sidste års første kvartal.
– Vi er gået fra direkte vanskelige markedsforhold for industritræ i rigtig mange lande til en mere normal efterspørgsel. Der er fortsat lav aktivitet i dele af Europa, men aktiviteten har enten stabiliseret sig eller er steget. Kombineret med god efterspørgsel på markeder uden for Europa har dette givet en bedre markedsbalance. Det har også en positiv indvirkning på priserne for træbaserede byggevarer på hjemmemarkederne i Skandinavien.
Moelven vurderer samtidigt, at efterspørgslen efter byggevarer i Skandinavien også var noget større i første kvartal end normalt for sæsonen. Samtidig var ordrereserverne for Byggsystem-divisionen ved indgangen til kvartalet samlet set bedre end på samme tid i 2013. Det har medført større leverancer og bedre resultat end året før.
Der forventes fortsat en vis bedring af prisbilledet for industritræ internationalt i andet kvartal.
– Efterspørgslen er stigende, og producentlagrene af færdigvarer er fortsat på relativt lave niveauer. Byggsystem-divisionens ordrereserve er fortsat god, og Byggevare-divisionen Wood forventer en normal sæsonmæssig øgning af efterspørgslen i andet kvartal, siger Hans Rindal.