Xpartners udvider med opkøb af miljørådgiver

Opkøbet skal styrke den danske profil indenfor infrastruktur, klimatilpasning og afløb.
"Vi er rigtig glade for nu at blive en del af XPartners. Vi deler de samme værdier om, hvordan en rådgivervirksomhed skal drives, med eget ansvar og beslutninger tæt på kunden," siger stifterne af Klar Miljørådgivning, Michael Lysbjerg Brund og Stefan Børgesen Keller.

Det europæiske konsulentselskab Xpartners fortsætter sit vilde opkøbstogt på det danske marked.

Nu er det Klar Miljørådgivning, der bydes velkommen i koncernen.

Virksomheden er interessant for koncernen, fordi de tilfører specialistkompetencer inden for spildevand, regnvandshåndtering og infrastruktur, med en etableret position hos danske forsyninger, kommuner og private bygherrer, oplyses det.

Læs også

XPartners fortsætter opkøbstogt i Danmark

– Den danske afløbsstruktur står over for betydelige investeringer. Ledningsnettene ældes, kravene skærpes, og byerne skal tilpasses kraftigere regnhændelser. Klar har opbygget en stærk position i netop det arbejde, og virksomheden styrker mærkbart vores kompetencer inden for afløb, klimatilpasning og infrastruktur i Danmark, siger Rasmus Ødum, Managing Director for XPartners Danmark.

Klar Miljørådgivning startede i 2019 og har 20 ansatte med en omsætning sidste år på 16 mio. kr.

Solid samarbejdspartner

Den opkøbte virksomhed rådgiver fra start til slut i byggeprojekter med fokus på spildevand, separatkloakering, sanering af ledningsnet, tryksatte systemer og byggemodning samt klimatilpasning.

Kunderne findes først og fremmest blandt danske forsyningsselskaber og kommuner, men også blandt private bygherrer inden for infrastruktur og byggemodning, oplyses det.

Læs også

XPartners opkøber endnu en dansk virksomhed

Opgaverne spænder fra regnvandshåndtering i nye byområder til separatkloakering og sanering af eksisterende ledningsnet.

– Vi er rigtig glade for nu at blive en del af XPartners. Vi deler de samme værdier om, hvordan en rådgivervirksomhed skal drives, med eget ansvar og beslutninger tæt på kunden. Samtidig får vi en solid samarbejdspartner og et netværk af specialistvirksomheder omkring os, som gør, at vi kan tilbyde vores kunder flere rådgiverydelser, end vi kan på egen hånd, siger Michael Lysbjerg Brund og Stefan Børgesen Keller og, stiftere af Klar Miljørådgivning.

Relateret indhold