Claus Bering bliver ny formand for Altan.dk

Den tidligere mangeårige topchef i CRH Denmark og formand for Dansk Byggeri og DI Byggeri træder ind som bestyrelsesformand hos Altan.dk, der blev genetableret med nye investorer efter konkursen i 2023.
Claus Bering.
Claus Bering har blandt andet stået i spidsen for CRH Denmark og været formand for først Dansk Byggeri og siden DI Byggeri. Arkivfoto: CRH Concrete.

En markant profil fra den danske byggebranche bliver ny bestyrelsesformand for Altan.dk.

Claus Bering overtager formandsposten i virksomheden efter en lang karriere i byggeriet og betonindustrien.

Læs også

Altan.dk er begæret konkurs

Udnævnelsen kommer godt tre år efter en turbulent periode for Altan.dk.

Det daværende selskab blev i august 2023 taget under konkursbehandling, efter at det ikke havde været muligt at betale et krav fra Gældsstyrelsen. Kort efter blev aktiviteterne genetableret af en ny investorgruppe, og virksomheden valgte efterfølgende at koncentrere sig om altanforretningen i Danmark.

Mange år i toppen af byggeriet

Claus Bering er ingeniør og har efter en militær karriere tilbragt størstedelen af sit arbejdsliv i byggebranchen.

Han var i en årrække adm. direktør for CRH Denmark, der blandt andet omfatter CRH Concrete. I februar 2026 overlod han direktørposten til Casper Mathiasen og fortsatte som seniorrådgiver i CRH-koncernen.

Læs også

CRH Denmark starter ledelsesskifte og ansætter ny direktør

Ved siden af direktørjobbet har Claus Bering haft en central rolle i byggeriets organisationer og var i fem år formand for Dansk Byggeri, hvor han fortsatte som formand for DI Byggeri efter etableringen af det nye branchefællesskab.

I 2023 blev han afløst af Henrik Mielke.

Læs også

Henrik Mielke er ny formand for DI Byggeri

Ifølge Altan.dk skal Claus Berings erfaring nu bringes i spil i bestyrelsesarbejdet, hvor fokus blandt andet bliver på organisation, strategi og den videre udvikling af forretningen.

Relateret indhold