CG Jensen indgår anlægsaftale: Vil vinde In-Situ Prisen

Kildedal Bypark i Ballerup skal have anlagt en stiunderføring. Projektleder kalder det "en drømmeopgave" og "det vildeste projekt."
Kildedal By kommer til at rumme både lejeboliger, almene boliger og ejerboliger. De første 230 bliver bygget syd for S-banen af Kildedals ene ejer, PensionDanmark, mens den anden ejer, Ballerup Kommune, opfører et børnehus. Visualisering: Werk Arkitekter, tilvirket med AI af Kildedal.

Arealudviklingsselskabet Kildedal og entreprenørvirksomheden CG Jensen tager sammen et afgørende skridt mod at realisere Kildedal By i Ballerup.

En aftale er indgået om en stiunderføring, der skal være 30 meter lang, 10 meter bred og 3,5 meter høj. Den skal gå under S-banen og forbinde byens byggefelter syd for banedæmningen med byens centrale byggefelter.

Læs også

Bedste resultat: CG Jensen rammer 111 millioner i overskud

Anlægsprojektet er en vigtig del af regnvandshåndteringen i Kildedal By, oplyser parterne.

– Stiunderføringen skal afspejle, at adgangen til byparken er en stor del af herligheden ved at bo i Kildedal. Her kan du let transportere dig gennem byen uden at blive berørt af biltrafikken, og du har nem adgang fra boligerne og til stationen eller ud i den omgivende natur. Jeg ser meget frem til, at CG Jensen nu løfter opgaven med at binde byen sammen, siger Tim E. Halvorsen, projektdirektør i Kildedal.

CG Jensen har vundet opgaven, som de udfører i totalentreprise, i et samarbejde mellem CG Jensens division Beton og division Jord, Kloak & Gartner/Brolægning.

Arbejde i døgndrift

Togsporene skal spærres i 12 dage, hvor CG Jensens betonfolk skal in situ støbe tunnelen ved siden af volden i et dybt hul, mens kollegerne i division Jord & Kloak skal udgrave.

Læs også

Aarsleff-koncernen opkøber fem selskaber

De banetekniske arbejder skal udføres i en kombination af natspærringer og i totalspærring. CG Jensen forventer derfor, at man kommer til at arbejde i døgndrift under den 12 dage lange sporspærring i juli 2027.

Planen er at opstarte arbejdet allerede i september.

– Det er min drømmeopgave. Jeg har været i branchen i snart 40 år, og det er lang tid siden, jeg har set noget lignende – det er det vildeste projekt, der er nærmest ikke en lige linje, det er bare guf for en gammel betonmand som mig. Jeg har været nomineret til In-Situ Prisen to gange, nu vil jeg vinde den, siger projektleder i division Beton, Tonny Schöndorff.

Relateret indhold