Femern Bælt-forbindelsen, nye metrolinjer dybt under København og store sygehusbyggerier rejser sig i landskabet. Projekterne bindes sammen af svimlende beløb i milliardklassen – penge, som i sidste ende garanteres af den danske offentlighed og den danske skatteborger.
Med så massive offentlige investeringer burde fuld åbenhed være en selvfølge.
Men sandheden er, at en juridisk bagdør i den danske lovgivning har skabt en mulighed for at kaste et røgslør ud, hvor vi ikke kan se, om entreprenørerne og konsortierne bag vores største projekter i virkeligheden bløder penge, tjener penge eller for eksempel udveksler gigantiske ekstraregninger med bygherren.
Hvorfor er der så meget ballade med de udenlandske entreprenører i Danmark?
Årsagen ligger i Årsregnskabslovens § 5. Hvor man med en bestemt model kan få en undtagelseserklæring fra Erhvervsstyrelsen og undgå at aflægge årsregnskab i Danmark med henvisning til moderkoncernens regnskab. En søgning på virk.dk viser, at flere entreprenører benytter sig af eller har benyttet denne bagdør.
I årsregnskabsloven indgår den såkaldte koncernundtagelse, der fastslår, at f.eks. et I/S kan undlade at udarbejde en selvstændig dansk årsrapport, hvis interessentskabets regnskab indgår fuldt ud i et større koncernregnskab.
På den led forsvinder den transparente danske virkelighed ned i et sort hul.
Selskabets regnskab i Danmark bliver afmeldt, og økonomien bag f.eks. anlægget af en dansk metrolinje gemmes populært sagt væk i en 100-siders koncernrapport hos et moderselskab i f.eks. Frankrig, Spanien eller Tyskland. Dermed sløres der totalt for danske byggeprojekters specifikke underskud, overskud eller hensættelser til voldgiftssager.
Hvorfor har vi overhovedet åbne regnskaber i Danmark?
At have åbne, let tilgængelige selskabsregnskaber er et adelsmærke i dansk erhvervstradition. Gennem CVR-registeret (og tidligere Erhvervs- og Selskabsstyrelsen) har offentligheden, pressen, konkurrenter og analytikere altid kunnet få et indblik virksomheders sundhedstilstand.
Men sådan er det så ikke altid, når det gælder bygge- og anlægsprojekter i Danmark. En søgning på virk.dk viser, at man for eksempel anvender eller har benyttet sig af undtagelsesmuligheden på nogle af de nyere metroprojekter, modellen er også anvendt blandt nogle af entreprenørkonsortierne på Femern-projektet.
Det modsatte gør sig også gældende. For eksempel på flere af sygehusprojekterne og et broprojekt, hvor for eksempel en italiensk entreprenør nærmest ”masochistisk” troligt offentliggør de årlige resultater – et andet eksempel er en meget omtalt spansk entreprenør, der udførte arbejde på Niels Bohr Byggeriet.
Tillid er det dyreste guld i bygge- og anlægsbranchen
Årsagen til den uens praksis kan der kun gisnes om, men når nogle entreprenører udviser åbenhed og fast offentliggør de økonomiske resultater i Danmark må de ligesom andre virksomheder risikere, at deres regnskab bliver læst og kommer til debat blandt medier, interessenter og vagthunde.
Det sker så ikke, når andre entreprenører bruger smutvejen og ”lukker bøgerne”, så undviger de dette pres.
Resultatet er en uhensigtsmæssig asymmetri.
Byggeriet er fanget i en konfliktkultur
Når potentielle problemer mørklægges, rykkes potentielle konflikter i stedet ind i lukkede rum. Konsortierne og bygherren kan slås i ly af natten, uden at kritiske journalister, interessenter og vagthunde har viden til at følge med og stille kritiske spørgsmål.
Det fratager samfundet muligheden for indsigt, kontrol og læring. Og hvordan bliver vi bedre til at udbyde vores projekter i fremtiden, hvis vi ikke har informationerne?
Strategisk misrepræsentation: Når tallene er til forhandling
Brugen af § 5 i Årsregnskabsloven bliver i dette lys mere end blot et regnskabsteknisk valg. Det trækker tråde direkte til den danske Oxford-professor Bent Flyvbjerg, der er anerkendt globalt for sine studier af megaprojekter.
Et af hovedbudskaberne i Flyvbjergs forskning er et næsten universelt fænomen i gigantiske byggeprojekter: Strategisk misrepræsentation. Megaprojekter går sjældent kun galt, blot fordi nogle ingeniører regner forkert (“optimism bias”). Megaprojekter går galt, fordi bygherrer, politikere og entreprenører overlagt ”sminker” tallene. Systematisk underdriver de omkostningerne og overdriver fordelene for i det hele taget at få projektet til at rulle.
Når man fjerner årsregnskabet som en del af et gennemsigtigt barometer, skaber man en direkte beskyttelsesmur for den strategiske misrepræsentation. Den strukturelle kontrol forsvinder. Åbenhed forsvinder.
Vi har brug for mere åbenhed om erfaringerne fra problemfyldte projekter
Transparens kan være smertefuldt. Særligt når skandalehistorierne i medierne om endnu et kuldsejlet projekt kaster grus i maskineriet. Men vi har brug for den smerte. Offentlighed og demokratisk indblik er selve fundamentet for kontrol og læring for os alle sammen.
Gennemsigtigheden skaber konsekvens, der på lang sigt giver sundere, mere realiserbare udbud og fremmer en bygge- og anlægskultur fri for kronisk juridisk krigsførelse.
Derfor bør styrelser, ministerier og politikere i åbenheden og læringens navn kaste et skarpt og kritisk blik på brugen af årsregnskabsloven paragraf 5 på de store, offentlige bygge- og anlægsprojekter.
