16,4 milliarder: Aalborg Portland underskriver CCS-aftale

I 2030 starter Europas første og største industrielle CO2-fangstprojekt i Nordjylland.
Projektet hedder ACCSION og etableres i samarbejde med Air Liquide, som bidrager med sin kryogene CO2-fangstteknologi, og Harbour Energy, der som operatør i Greenstore-konsortiet vil arbejde frem mod permanent lagring af CO2.

Den omdiskuterede CCS-pulje på 29 mia. kr. er nu helt og aldeles nået til vejs ende.

Aalborg Portland blev den eneste af de ti prækvalificerede selskaber, der med et pennestrøg kunne underskrive en kontrakt om at fange og lagre 1,25 mio. ton CO2 årligt fra 2030.

Prisen bliver 875 kr. pr. ton eller 1,1 mia. kr. om året.

Læs også

Aalborg Portland skubber med små marginaler Danmark i klimamål

Over den 15 år lange periode løber støtten fra Energistyrelsen dermed helt op i 16,4 mia. kr. Og det er til stor begejstring i Aalborg Portland.

– Det her er en skelsættende dag for Aalborg Portland og for dansk CO2-fangst, siger CEO Søren Holm Christensen fra Aalborg Portland.

– Med aftalen kan vi nu tage det afgørende skridt mod realiseringen af et projekt, der ikke bare er stort i dansk sammenhæng, men som hører til blandt de største industrielle CO2-fangstprojekter i Europa.

Udbuddet endelig afsluttet

I Energistyrelsen har udbudsperioden været noget af en blandet omgang.

Først var der stor begejstring fra de 16 selskaber, som søgte om at blive prækvalificerede til at fange og lagre CO2.

Så kom udbudsmaterialet, hvor 10 af selskaberne kunne søge.

Men prisen var ikke stærk nok, kom 8 af selskaberne frem til efter at have brugt mange hundrede millioner på konsulentarbejde.

To selskaber endte derfor kun med at søge og fik begge tilbud af Energistyrelsen. Kun Aalborg Portland tog imod tilbuddet.

Læs også

Danmarks største udleder vil være klimaduks: Aalborg Portland skal fange CO2

Derfor er begejstringen også en smule mere afmålt i Energistyrelsen.

– CCS-udbuddet er nu afsluttet. Dermed får vi endnu et CCS-projekt på banen, som slutter sig til de øvrige projekter under udvikling i Danmark, hvoraf de første går i drift i år, siger Peter Christian Baggesgaard Hansen, vicedirektør i Energistyrelsen.

– Projektet skal bidrage med markante reduktioner til gavn for klimaet, ligesom vi får endnu en vigtig byggeklods i styrkelsen af den samlede værdikæde for fangst, transport og lagring af CO2 i Danmark.

Store ambitioner i Aalborg Portland

I Nordjylland på cementfabrikken er der derimod stor glæde over at have vundet udbuddet.

De ser et stort forretningseventyr forude og har forventninger om at fange og lagre 1,4 mio. ton CO2 årligt. Altså 150.000 ton mere, end hvad aftalen lyder på med Energistyrelsen.

Samtidig kan de forvandle den sure klimastatus fra synder til duks.

Læs også

Regeringen vil skærpe klimamålene: ”Vi skal igen vise resten af verden”

– Vi er både stolte og ydmyge over at have underskrevet en aftale, som ikke alene er afgørende for Aalborg Portlands egen omstilling, men som også kan sætte et meget tydeligt aftryk på Danmarks klimamål, siger Søren Holm Christensen.

– Med projektet bliver vi i sandhed en del af løsningen og kan skrive dansk klimahistorie med den mest markante omstilling nogensinde i dansk erhvervsliv – og med det største enkeltstående bidrag til Danmarks klimamål.

Relateret indhold