Boligsalget runder for første gang 300 milliarder: ”Ikke overraskende”

Der blev slået flere rekorder for boligsalget i 2025, viser en ny opgørelse fra Boligsiden. Ikke overraskende havde Region Hovedstaden stor indflydelse på udviklingen.
Alene i Region Hovedstaden blev der sidste år solgt boliger for et samlet beløb på 149 mia. kroner. Foto: Gettyimages.

Lidt mere end 100.000 boliger blev i 2025 handlet til en samlet købesum på 307 mia. kroner.

Det viser en ny opgørelse fra Boligsiden, og det er det højeste beløb, der er registreret på årsbasis i ejendomsportalens statistik – og beløbet er tilmed 28 % højere end den samlede pris for solgte boliger i 2024:

– Med tanke på den prisudvikling, som vi har set på boligmarkedet i 2025, er det ikke i sig selv overraskende, at vi også ser en stigning i den samlede købesum, siger kommunikationsdirektør og boligøkonom Birgit Daetz, Boligsiden.

Læs også

Boligmarkedet brager af sted: Vi har købt boliger for 148 mia. kr. på et halvt år

– For når boligerne generelt bliver dyrere, vil den samlede portion penge, som danskerne betaler for ejerboliger, selvfølgelig også blive større.

– Men det er store summer, der er tale om. Sat i perspektiv svarer sidste års samlede købesum til cirka 14 storebæltsbroer, hvis vi sammenligner med anlægsprisen, medgiver hun.

Hovedstaden stod for halvdelen af købesummen

Det er første gang i Boligsiden statistik, at boligsalget runder 300 mia. kroner, men korrigeret for inflation er det dog 2021, der har den højeste købesum.

Omregnet til nutidige priser svarer 2021-beløbet til, at der dengang blev købt boliger for 338 mia. kroner.

Læs også

Nye tal: København har brug for 77.000 nye boliger

Den samlede købesum på 307 mia. kroner i 2025 dækker over handler med alle boligtyper og i hele landet.

Men alene i Region Hovedstaden er der solgt boliger for et samlet beløb på 149 mia. kroner – næsten halvdelen af den samlede købesum i hele landet:

– Vi har længe talt om store prisstigninger i hovedstadsområdet, men denne opgørelse viser, hvor markant udviklingen er, siger Birgit Daetz.

Læs også

Aftale på plads: Nu skal der bygges flere ejerboliger

– Selvom antallet af sidste års bolighandler i Region Hovedstaden kun udgør ca. en tredjedel af det samlede salg, er det halvdelen af den samlede købesum, der er brugt her. Færre valgmuligheder presser priserne op, og køberne betaler derfor mere.

De 149 mia. kroner, som boligkøberne har brugt på boligmarkedet i Region Hovedstaden, er et beløb, der er næsten tre gange så stort som i Region Midtjylland. Her har køberne betalt i alt 58 mia. kroner for boliger i 2025. Det er dermed regionen med den næsthøjeste købesum.

Nye rekorder for både huse og lejligheder

Fordelt på de enkelte boligtyper, er der i 2025 solgt villaer og rækkehuse til en samlet sum af 185 milliarder kroner. Det er 24 % mere end i 2024.

Samtidig har lejlighedskøberne brugt 82 mia. kroner, hvilket er 41 % mere end i 2024.

Læs også

Skal bygge 150 almene boliger i ny københavnsk bydel

For både huse og lejligheder er der tale om den højeste købesum i Boligsidens statistik.

Købesummen for sommerhuse landede i 2025 på 23 mia. kroner, hvilket er 30 % mere end i 2024. Det overgår dog ikke købesummen fra 2021, hvor der blev solgt sommerhuse for 24 mia. kroner, som er det højeste beløb for sommerhuse i Boligsidens statistik.

Relateret indhold