Ofte er det ikke ambitionerne, der mangler, når det drejer sig om genbrug og genanvendelse. Nej, det er tilgængeligheden af materialer. Der er langt op til den kritiske masse, hvor man får den forsyningssikkerhed, som kan dække behovet. Det hænger uløseligt sammen med, at der mangler en infrastruktur til at underbygge kredsløbet og fælles metoder til at vurdere de cirkulære materialers anvendelighed.
Netop de problemer adresseres med den nye bekendtgørelse om selektiv nedrivning ved byggerier på mere end 250 kvadratmeter. Selvom der ikke stilles krav om genbrug, bliver det til gengæld obligatorisk
at vurdere materialers egnethed og følge en standardiseret nedrivningsplan. Bygherren er derfor pålagt at benytte en uddannet miljø-og ressourcekoordinator (MRK) til at foretage en ressourcekortlægning og en nedrivningsentreprenør med en uddannet ressourceansvarlig.
Det er et fornuftigt første spadestik, hvis man spørger Emil Eriksen, der er kompetencechef for cirkulære materialer hos Artelia:
– Alene det, at vi peger på potentialerne, skaber bevidsthed hos bygherren. Men det skaber også læring hos os som MRK’ere og hos nedriveren. Det giver erfaringsopsamling på tværs af værdikæden, så vi får standardiserede metoder og indsamlet data, siger han.
Incitamenterne er der
Det er nemt at pege på fordelene. Håndtering af affald udgør en betragtelig udgift, der reduceres, når man sender demonterede materialer i kredsløb frem for til affald. Kan man selv bruge materialerne i et nyt byggeri, kan gevinsten tilmed findes i klimaregnskabet. For at motivere mest muligt til cirkulært byggeri er det vedtaget, at genbrugsmaterialer tæller 0 i LCA-beregninger. I den nyeste opdatering af DGNB-systemet bliver de også tillagt større værdi.
Ved nye projekter er det ikke kun den tekniske vurdering af materialerne, som bekendtgørelsen understøtter, men også den æstetiske, fortæller Casper Østergaard, der er uddannet arkitekt og kompetencechef for bæredygtighedsrådgivning hos Artelia. Han siger:
– Den tidlige kortlægning kan give et materialekatalog, der sendes med udbudsmaterialet, så arkitekten kan tegne ud fra de materialer, der er til rådighed. Det er klart at foretrække frem for at gøre det på bagkant.
Sæt det på formel
Solide data og anerkendte vurderinger er helt afgørende og ikke mindst for at svare på de forsikringsspørgsmål, der længe har været en stor knast, påpeger Emil Eriksen:
– Vi er nødt til at sætte det på formel. Der skal være en fast datastruktur, så vi nemt kan bruge materialerne på tværs af projekterne, og vi skal være enige om, hvordan vi f.eks. vurderer restlevetiden. En stor sidegevinst ved det udviklingsarbejde er, at MRK’erne også bliver videnspersoner, der kan yde værdifuld rådgivning, forklarer han.
Hos Artelia er man godt i gang med at opbygge en struktureret database, som løbende fødes med data fra virksomhedens MRK’ere, der sidder flere steder i landet og høster erfaringer fra vidt forskellige projekter. Artelias specialister indgår sideløbende i netværk med fagpersoner hos andre virksomheder for at bidrage til den fælles vidensdeling og harmonisering af standarder på tværs af branchen.
3D-scanninger og automatisering
Et andet spændende perspektiv er brugen af Reality Capture. Artelias specialister på området har gode erfaringer med at scanne bygninger og danne 3D-modeller, som gør det nemt at kortlægge potentialet for genbrug og genanvendelse. Den hastige udvikling inden for datastruktur giver også potentiale for øget automatisering.
– I fremtiden kan vi hurtigt berige de datapunkter, som vores specialister skaber. Derudover viser platformsløsninger sig lovende til databehandling af materialer, og den udvikling ser rigtig spændende ud, slutter Emil Eriksen.
i kredsløb frem for til affald.
