Gennem flere år betonproducenten Unicons fabrik i Ejby ved Glostrup kørt på fuld kapacitet for at imødekomme den store efterspørgsel på beton i hovedstadsområdet.
Derfor har virksomheden på adressen nu opført en helt ny fabrik, som åbnede i går, og dermed er produktionskapaciteten nu tre gange større end tidligere.
– Vi forventer en markant stigning i byggeaktiviteten i hovedstadsområdet, og derfor er det afgørende, at vi nu har en opgraderet og topmoderne fabrik, som både kan servicere lokale projekter og store byggepladser i Storkøbenhavn – uanset om kunderne ønsker at afhente selv eller få det leveret, siger produktionsdirektør Tim Askjær, Unicon.

Aalborg Portlands nye klimamål: Vil være CO2-neutral på egne udledninger i 2030
Han tilføjer:
– Samtidig giver produktionsudvidelsen os mulighed for at tilbyde et bredere betonsortiment, herunder vores CO2-reducerede beton med op til 25 % lavere klimaaftryk, som vi forventer en markant stigende efterspørgsel efter med de strammede klimakrav i bygningsreglementet.

Bidrag til byggeri og hensyn til miljø
Tim Askjær fortæller videre, at miljøhensyn og effektiv ressourceudnyttelse har været centrale elementer i etableringen af fabrikken, og at hele fabriksområdet således har fået støbt ny belægning, der opsamler regnvand og vand fra vask af betonbilerne, som efterfølgende kan genanvendes i betonproduktionen.
– Det betyder, at fabrikken reducerer forbruget af rent drikkevand markant.

Dansk Beton: Vi skal bygge smartere og med mindre beton
Samtidig er fabrikken nu også i stand til at producere beton med genanvendt tilslagsmateriale i form af nedknust beton fra nedrivningsprojekter i København, og netop denne fabrik bliver det sted, hvor Unicon i størst omfang kommer til at nyttiggøre det genanvendte materiale som procestilslag, lyder det:
– For os har det været afgørende at skabe en ny fabrik, der både bidrager positivt til byggeriet i hovedstadsområdet, og som samtidig udviser hensyn til miljøet ved ressourceoptimering og mulighed for at producere beton, der lever op til skærpede klimakrav.
– Med opgraderingen af fabrikken kan vi fastholde og udvide vores tilstedeværelse i lokalområdet, samtidig med at vi styrker vores kapacitet i hele hovedstaden, siger Tim Askjær.