Siden 2015 – hvor Skat flyttede medarbejderne ud af Randers – har pakhuset på Toldbodgade stået tomt, og Freja Ejendomme har overtaget bygningen med henblik på at sælge den på vegne af staten.
De mellemliggende år er blevet brugt på at renovere bygningen indvendigt, og i dag tilbyder pakhuset moderne kontorfaciliteter i historiske rammer. Bygningen har nemlig gennemgået en totalrenovering, og den energioptimerede bygning kan blandt andet bryste sig af at have miljøvenlig ventilation til gavn for både indeklima og energiforbrug.
– Det har været en fantastisk proces at være del af, og med en åben og ærlig dialog med alle involverede. Bygningen er fuldstændig transformeret fra at have små, mørke kontorceller til at have store, åbne rum gennemstrømmet af lys. Vi har ramt en stoflighed og med det mener jeg, at der virkelig er en sammenhæng mellem indretning og materialer. Det er jeg rigtig glad for på vegne af de fremtidige brugere af bygningen, siger Holger C. Møller, indehaver af HCM Arkitekter, der har haft ansvaret for transformationen af pakhuset.
Skat tilbage med nye naboer
For de nye lejere i bygningen er der tale om et gensyn. Det er nemlig Skat, der til maj rykker ind i lokalerne på 1. og op til 4. sal. De fire etager kommer til at huse ca. 200 ansatte i Gældsstyrelsen, som får deres daglige gang i det gamle pakhus. Den omfattende renovering på disse etager er foretaget ud fra specifikke krav og ønsker fra netop Skat’s side.
– Der er ingen tvivl om, at Gældsstyrelsen og de mange medarbejdere gør en stor forskel for Randers. Vi ser frem til, at de rykker ind. Samtidig er det et plus, at renoveringen er udført sådan, at det minimerer energiforbrug og skaber gode indeklimaer. I Randers har vi netop et stort fokus på bæredygtighed og energiforbrug, siger Torben Hansen, borgmester i Randers.
Interessant investering
I stueetagen og på 5. sal er der også rykket nye lejere ind. I den nederste etage kan byens borgere nu besøge en fysioterapeut og på 5. sal flytter der til sommer to praktiserende læger ind.
– Der er ingen tvivl om, at pakhuset i dag udgør en utrolig interessant investering. Vi har haft et rigtig tæt og produktivt samarbejde med Bygningsstyrelsen og HCM Arkitekter i forbindelse med renoveringen og klargøring til Skat’s medarbejdere, og bygningen fremstår i dag fuldstændig forandret. Samtidig er der sikret lange lejeaftaler med stabile lejere, der sikrer at pakhuset også i fremtiden vil fortsætte med at summe af liv, siger projektleder Klaus Thiberg fra Freja Ejendomme har haft ansvaret for at renovere bygningen og finde nye lejere.