Forligskredsen bag kandidatreformen bestående af regeringen, SF, Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance og Konservative præsenterede fredag d. 19. april en ny aftale, der kortlægger, hvor meget de danske universiteter skal skære i deres optag fra næste år.
Heriblandt kom det frem, at flere universiteter med store ingeniøruddannelser skal nedjustere i optaget.
Læs også: Aftale om at fjerne studiepladser kan puste til mangel på arbejdskraft
AAU, AU og SDU skal alle skære med mellem 9 % og 13 %. DTU lander på 6,5 %, og det harmonerer ikke med det stigende samfundsbehov for ‘quality engineering’, som vi kan se, at der er – uanset om vi taler grøn omstilling, klimasikring, mobilitet eller byer og bygninger, der lever op til nye funktioner og krav.
Der er en nødvendig efterspørgsel på flere og bedre løsninger, og det kræver flere dygtige ingeniører.
I stik modsatte regning
I FRI’s netop publicerede konjunkturmåling kan vi se, at 95 % af branchens virksomheder efterspørger flere ingeniører. Kort sagt, vi skal i den stik modsatte retning af det, som den politiske aftale nu lander på.
Læs også: FRI: Aftale om grønne midler er en god start
I vores forrige konjunkturmåling fra oktober 2023 efterspurgte 73 % af virksomhederne flere ingeniører, så der er forekommet en markant stigning det sidste halve år.
Alle prognoser peger på, at vi kommer til at stå med en stor ingeniørmangel i fremtiden, og her er uddannelsesområdet en af de knapper, som vi kan skrue på for at afhjælpe problemet.
Derfor nytter det ikke noget at skære i optaget, for vi risikerer at stå og mangle de dygtige unge mennesker, der skal løse samfundets udfordringer på et væld af helt centrale områder.
Vi skal uddanne flere ingeniører, ikke færre.