Islandske Anna María Bogadóttir kalder til kamp for mere transformation

Kampen for mere transformation er ikke kun for specialister, men for os alle. Når vi nedriver bygninger, der ikke er udtjente, lider vi et følelsesmæssigt tab, fordi historien, som bygningen repræsenterer, og skønheden i det byggede miljø, er det, der skaber os som mennesker. Det mener arkitekt og forfatter Anna María Bogadóttir, som gæster Nordens største event om bæredygtighed i byggeriet, Building Green CPH, den 28.-29. oktober.
Anna María Bogadóttir
Anna María Bogadóttir, architect & founder, Úrbanistan

Anna María Bogadóttir er især kendt for værket ’Jarðsetning’, på dansk ’Jordfæstelse’, som var nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris i 2024. Den 27. oktober udkommer hendes bog på dansk.

Bogen er del af et kunstprojekt, som tager afsæt i nedrivningen af Industribankens hovedkontor i Reykjavik, som skulle erstattes med et hotel. Gennem et halvt år dokumenterede Anna María Bogadóttir nedrivningen af den kun 50 år gamle bygning i en dokumentarfilm, som kom i 2021.

Inden nedrivningen lavede hun en afskedsceremoni i form af en performance med belysning i hele bygningen, som skinnede ud mod byen. Hun ville have alle os til at indse, hvad det er vi taber, når vi river bygninger ned, som ikke har udtjent deres levetid.

Tab af historie og diversitet

Nedrivningen af bankbygningen sendte Anna María Bogadóttir på en rejse med følgende refleksioner: Hvorfor bliver jeg så følelsesmæssigt påvirket af, at denne bygning skal rives ned, og hvorfor river vi bygninger ned: Hvad er drømmene bag nedrivningerne?

Industribygningen var et produkt af 1960’ernes modernisme og troen på fremskridt gennem nybyggeri. Ifølge Anna María Bogadóttir blev bygningen dermed på sin vis offer for den samme ideologi, som den selv var et udtryk for.

Hun peger samtidig på, at især kontor- og industrielle bygninger er udsatte, fordi vi har sværere ved at værdsætte denne type arkitektur. Konsekvensen er mindre diversitet i vores byggede miljø, en udvikling Anna María Bogadóttir sidestiller med tab af arter og hele biodiversitetskrisen:

– Når vi mister diversitet, mister vi forståelsen af den historie, vi er en del af. Vi mister også materialekvalitet, æstetisk kvalitet og de erfaringer, som bygningen legemliggør. Det giver os mennesker en følelse af tab, som kan sidestilles med et traume.

Stemningsbillede fra Building Green CPH 2025
Stemningsbillede fra Building Green CPH 2025

Brug for et nyt sprog for at råbe folk op

Anna María Bogadóttir startede sit skrivearbejde om nedrivningen af bankbygningen i Reykjavik med en akademisk artikel, men hun opdagede, at der var brug for en anden form og fortælling.

– Hvis vi skal ændre vores byggekultur, er det nødvendigt med data. Men vi glemmer den følelsesmæssige del af menneskelivet, som vi ikke kan måle i tal, og det var netop det følelsesmæssige tab, jeg ønskede at indfange.

Udover en masteruddannelse i arkitektur har Anna María Bogadóttiren mastergrad i kulturstudier og har i en årrække arbejdet med kultur- og kunstprojekter. Hun forstod, at hun måtte skabe en litterær og personlig stemme, hvis hun skulle engagere mennesker uden for byggebranchen.

– Jeg ville gøre det nemmere at engagere sig i nedrivning og transformation, og åbne feltet op for folk uden for branchen. Jeg greb til litteraturen, hvor fortælleren guider læseren gennem en proces. Jeg ville skabe et rum, hvor jeg fortæller indefra og ud, for at folk kunne relatere til personen i rummet, altså modsat den analytiske, akademiske tilgang.

Værket har siden fået stor opmærksomhed, blandt andet fra bygherrer, der har beskrevet det som en øjenåbner i forhold til de enorme mængder materiale, der går til spilde ved nedrivninger. `Jordfæstelse´ er desuden blevet pensum på arkitektskolerne i Norden.

Stemningsbillede fra Building Green CPH 2025
Stemningsbillede fra Building Green CPH 2025

Vi skal tage stilling til, hvilke bygninger vi vil beholde

Anna María Bogadóttirser tegn på en stigende interesse for transformation, men efterlyser, at vi kommer fra diskussioner til handling. Hun mener, at selve tilgangen til bevaring skal vendes på hovedet.

– I dag udpeger vi særlige bygninger til bevarelse, som Venedig-charteret fra 1964 lægger op til. Den tankegang skal vi have vendt rundt, så bygninger bliver stående, medmindre der er gode argumenter for nedrivning, som gør, at det er uundgåeligt. På den måde sikrer vi, at det ikke kun er de bygninger, vi vurderer til at være æstetisk smukke, men også kontorbygninger som bankbygningen, som kan blive stående for eftertiden som et vigtigt vidnesbyrd om en historisk epoke og ideologi, som vi mennesker forstår os selv som en del af.

Anna María Bogadóttir uddyber sine tanker om transformation og nedrivning, når hun taler på Building Green CPH den 29. oktober 2026.

Building Green CPH 2026

Relateret indhold